En boganmeldelse af Juliana Böttger
”Den första gång jag såg dig” er en roman af den svenske forfatter Anna Lönnqvist, som er oversat til tysk af Regine Elsässer. Den handler om kærlighed, men også om dramatiske problemer i ungdommen. Kapitlerne skifter mellem nutiden og fortiden. Hovedpersonen hedder Mira, og i fortidspassagerne er hun forelsket i William. De er teenagere og bor i nærheden af Luleå i Sverige. Miras store passion er at spille violin. Hun vil være professionel violinist i et orkester. William spiller ishockey i sin fritid og kunne muligvis blive professionel. De har begge mange problemer, men William fortæller ikke Mira om sine problemer. Hun forstår først ikke, hvorfor han ikke fortæller noget, men da hun hører, at hans far er voldelig, forstår hun problemet.
I nutiden bor Mira i Stockholm og er professionel violinist i Stockholms orkester. Hun får ondt i armen og går til en læge. Lægen siger, at hun ikke længere kan spille violin, hun er nødt til at tage en pause. Efter lægebesøget møder hun pludselig William på gaden. Hun er ikke glad for at se ham, og situationen er meget ubehagelig. Vi som læsere ved ikke, hvorfor det er sådan. Men man ved, at der skete noget negativt mellem de to i fortiden. Det må være grunden til den mærkelige stemning. Så som læser vil man vide, hvad der skete, og så læser man videre og videre og kan ikke lægge bogen fra sig.
Romanen er meget spændende, og jeg læste den på tre dage. På grund af skiftene mellem nutiden og fortiden vil man altid læse videre, fordi kapitlerne altid stopper et spændende sted. Skrivestilen er letforståelig og levende, men der er to eller tre sætninger, der ikke er velfomulerede, eller som har en sætningsstruktur, der afbryder læseflowet. For eksempel står der på side 64 i den tyske udgave: „Ich weiß immer noch nicht, ob ich sie zurückgestoßen habe, oder ob sie von mir Abstand genommen hat. Weil ich, meine Situation zu Hause zu eigenartig war und sie Angst hatte, abgelehnt zu werden, wenn sie mit mir zusammen war.“ Denne sætningsstruktur er så komplekst, at den ikke forstås ved første øjekast. Den tyske oversættelse af titlen er heller ikke så god, fordi mange læsere giver udtryk for, at de følte sig ført bag lyset, fordi de troede, at romanen bare var en kærlighedsroman og ikke anede, den ville indeholde så meget drama. Jeg kan godt lide historien og karaktererne, fordi Mira og William virker realistiske og sympatiske, og som læser vil man gerne have, at de finder sammen igen. Først troede jeg ikke, at det ville kunne ske, fordi Mira og William begge har en kæreste, men Mira er ikke så lykkelig sammen med sin italienske violinist, og William overrasker Mira – og læseren – i slutningen.
Hvis du kan lide romaner, som handler om ungdom og kærlighed, og hvor der sker noget overraskende, er den her roman helt sikkert lige noget for dig.
Har du en yndlingskærlighedsroman eller en roman, du læser igen og igen?