For nylig så jeg to billeder af mig, fra da jeg var ca. tre år gammel. Billederne viser den samme situation og blev formodentlig taget lige efter hinanden. Jeg sidder i sofaen og kigger i en bog. Mit ansigtsudtryk tyder på, at jeg er helt optaget af historien, selvom jeg var langt fra at kunne læse endnu. Under billedet har min mormor skrevet med hånden: ”Rebecca snakker med sine billedbøger …”
Ifølge min mor så man mig tit sidde sådan. Efter sigende ”læste” jeg ofte op for mig selv, enten ved at gengive historier, som jeg havde lært udenad – med lidt rum for kreativ frihed – eller ved bare at opfinde egne historier med illustrationerne som inspiration. Min interesse for litteratur var der altså allerede i en meget tidlig alder.
Således var det egentlig en logisk konsekvens, at jeg skulle begynde på et litteraturvidenskabeligt studium en dag. Umiddelbart efter gymnasiet var jeg alligevel ikke i stand til at planlægge min fremtid efter andre kriterier end personlig interesse. Nu, over femogtyve år efter mine litterære enetaler i barndommen, mærker jeg, at jeg læser med en fuldstændig anden motivation, end jeg gjorde før min universitetsuddannelse, og at jeg desuden vælger at læse helt andre tekster.
Når jeg læser en roman til universitetet, har jeg fagets tema i baghovedet. Jeg genkender forbindelser til andre tekster, jeg har læst i mit studium, og spørger mig selv: Hvad kan man undersøge her på en akademisk måde?
Hvis det er en nordisk roman, som ikke er blevet oversat til tysk endnu, kaster jeg også et praktisk blik på den. Jeg tænker på oversættelsesproblemer, på forlag og målgrupper – det vil sige, at jeg bedømmer teksten med andres mulige interesse i tankerne, selvom jeg ikke nødvendigvis foretager mig noget i den henseende efter endt læsning.
Det er allerede en udfordrende balancegang mellem en videnskabelig og en praktisk interesse, men der er også en endnu dybere kløft mellem professionalitet og underholdning. Jeg har lagt mærke til, at det blev sværere og sværere for mig for hvert semester at læse litteratur uden forbehold, på en måde der ikke stræber efter et ”højere mål”, og som bare vil opleve en spændende historie. Det er sikkert alt andet end et sjældent fænomen og også kendt inden for andre fagområder, hvor personlig fascination krydser vej med professionelle ambitioner uden at stemme overens på alle niveauer.
Der er også forskellige årsager til det, men når jeg kigger tilbage på min litteraturvidenskabelige uddannelse, bliver jeg opmærksom på, at jeg har fjernet mig mere og mere fra den såkaldte ”triviallitteratur”, fordi jeg syntes, det var pinligt at læse den. Jeg troede, jeg måtte retfærdiggøre det, når jeg læste den alligevel. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg engang på mit første eller andet semester sad i biblioteket i en pause, og i stedet for at forberede mig til det næste seminar, læste det tredje bind af Eragon-serien – helt uden akademisk interesse, bare sådan. Pludselig lagde jeg mærke til, at jeg var den eneste i lokalet, der brugte tiden på at læse en fritidsbog. Alle andre syntes at være optaget af filosofiske afhandlinger og komplekse forskningsstrømninger. Hvor var det latterligt at læse en enkelt skrevet bog om en dreng, der flyver rundt på en drage! Jeg var jo næsten tyve år gammel, og studerede ovenikøbet litteraturvidenskab og nordisk litteratur! Hvor barnligt! Og hvor uvidenskabeligt!
I et stykke tid tog jeg alligevel fortsat bogen med på universitetet, men jeg fjernede smudsomslaget, så man ikke ved første blik kunne se, at jeg åbenbart ikke havde nået at arbejde mig frem til den ”rigtige” og ”værdifulde” litteratur endnu. På et tidspunkt blev sådanne bøger liggende derhjemme, og senere stoppede jeg helt med at læse dem. Selv Stephen King, som havde været min yndlingsforfatter i lang tid, rørte jeg på et tidspunkt ikke længere.
Jeg er ikke sikker på, om det var, fordi jeg virkelig ikke længere kunne lide sådanne historier, eller om jeg simpelthen var for flov over, at jeg stadigvæk kunne lide dem på trods af mit studium. Det sidstnævnte ville i hvert fald være en meget dårlig grund. Man burde være ligeglad, når man godt kan lide noget, man burde ikke lade elitismen ødelægge det sjove. Måske kom elitismen ikke engang udefra, som jeg troede dengang, men inde fra en førsteårsstuderendes usikkerhed, som opførte sig elitær overfor sig selv. I dag ved jeg, at der ikke var nogen, der tvang mig til denne udvikling, men alligevel er der gået lang tid, siden jeg sidst har læst en bog for underholdningens skyld.
Måske skulle jeg bare gøre det igen snart og huske, at jeg som treårig heller ikke interesserede mig for, hvad andre tænkte om mig, når jeg snakkede med mine billedbøger.
Læser I bøger kun for underholdningens skyld i jeres fritid? Kender I problemet med, at man føler, man skal retfærdiggøre sig selv for at læse en bestemt bog – eller er det nemt for jer at stå inde for jeres læsepræferencer?