Jeg vil gerne på ferie igen. Dog længes jeg ikke efter fjerne lande, men efter fjerne tider. Selvom jeg er forholdsvis tilfreds med den tid, jeg lever i, vil jeg i det mindste gerne bare besøge fortiden. Hvordan ville det være, hvis man kunne tilbringe et par dage i et andet år, for eksempel en uge i halvfemserne eller en weekend i middelalderen? Jeg ville gerne være tidsturist.
Bag denne fantasi ligger der ikke en historisk interesse. Det ville jo nok være spændende at opleve store historiske begivenheder live, men det er ikke det, der fascinerer mig. Jeg ville hellere besøge min hjemby i mine barndomsår og tjekke, om alt virkelig så sådan ud, som jeg husker det. Jeg vil genkalde det, som jeg har glemt. På samme måde ville en rejse til steder, som mine forældre eller bedsteforældre fortalte mig om, være interessant – for eksempel til den bar, som min morfar ofte tog på med sine venner, da han studerede i halvtredserne. Hvordan var stemningen der, og hvad snakkede de unge studerende om dengang? Mit rejsemål ville altid være personligt.
Jeg lægger mærke til, at der ligger en slags nostalgi bag alt det – ligesom hjemve efter en svunden tid. Tidsve? Nu om dage betyder nostalgi en længsel efter noget, der er forbi. Længslen er også præget af idealisering. Den kan blandt andet opstå på grund af utilfredshed – i så fald er det en flugt fra nutiden til en tid, hvor alt efter sigende var bedre og lettere.
Min nostalgi indeholder også bevidstheden om, at ingen tid var bedre end nutiden i alle henseender. Jeg ville heller ikke blive på mine rejsemål. Nostalgien næres af den overvældende følelse af, at alt er forgængeligt. Den vokser ud af en viden om, at tidsturisme kun er mulig i tanker, og at alt er tabt for længst. Det er, som om jeg vil sætte mig op mod Memento mori, selvom jeg godt ved, at tiden altid går fremad. Da jeg var barn, havde jeg det svært med forandringer, som man ikke kunne lave om igen. Det var mest småting, såsom nye designs på emballage, lukninger af forretninger, et fældet træ. Engang sad jeg på mit værelse og overvejede, om jeg skulle skære et lille hul i mine bukser med en saks. Det var meget fristende, men samtidig var det en frygtelig tanke, at jeg kunne forandre mine buksers tilstand for evigt ved én lille bevægelse.
Nogle gange overvælder nostalgiske øjeblikke mig, som handler om småting. Så må jeg pludselig kigge på et billede af S-togets sæder fra for femogtyve år siden, se gamle firmalogoer eller lytte til en bestemt sang, som jeg troede, jeg havde glemt. For et par år siden tog jeg desuden på vandreture på Street View, fordi billederne fra de tyske storbyer stadigvæk var fra 2008. I 2023 blev de dog opdateret – og dermed forsvandt denne form for tidsturisme.
Jeg har altid forestillet mig, hvordan det ville være at vandre i alle mulige årtier på Street View og sammenligne de forskellige steder. Men det er selvfølgelig ingenting i forhold til en rigtig udflugt til en anden tid. Der mangler de sanseindtryk, der ikke hænger sammen med det visuelle. Især lugte- og følesans lader sig ikke fange på billed- eller lydoptagelser. Det er spændende, at de alligevel bliver ved med at bestå i personlige erindringer i lang tid. Sandsynligvis kender alle følelsen, når en duft transporterer én til en anden tid.
Eftersom tidsmaskinen desværre – eller heldigvis – endnu ikke er blevet opfundet, fungerer tidsrejser i ens fantasi bedst – i det mindste, hvad angår den tid, man selv har oplevet. Kun her kan man fornemme alle sanseindtryk, selvom de egentlig tilhører fortiden. På den måde vil jeg ikke være tidsturist – jeg er det allerede. Og lige nu fornemmer jeg duften af fodboldklistermærker, som jeg lige har købt fra en kiosk, som er en lejlighed i dag. Det er en varm dag i juni, egentlig har jeg fløjteundervisning, men jeg pjækker, fordi jeg ikke har øvet nok. Jeg vil få skældud, når jeg kommer hjem …
Hvad får jer til at blive nostalgiske? Ville I gerne tage på ferie til fortiden, hvis det var muligt, eller foretrækker I erindringer?