Novellen Was bleibt (Hvad der er tilbage) af Christa Wolf (1929-2011) blev allerede skrevet i 1979, men først udgivet i 1990, efter murens fald og før genforeningen. Christa Wolf boede i DDR og var en anerkendt forfatter der.
Før Christa Wolf fik sin litterære debut med Moskauer Novelle (Moskva novelle) i 1961, havde hun arbejdet på et forlag. Både som forlagsredaktør og som forfatter arbejdede hun i første omgang efter retningslinjerne i Bitterfelder Weg, et program for socialistisk kulturpolitik, der skulle styrke proletariatets kunst. Derfor var det planlagt, at forfattere og andre kunstnere skulle arbejde på fabrikker ud over deres kunstneriske aktivitet. Det var også målet at skabe kunst, der var i overensstemmelse med systemets idelogi.
Som mange andre intellektuelle i sin tid var Christa Wolf oprindeligt overbevist om oprettelsen af en socialistisk stat og sluttede sig til SED i 1949. Fra 1959 til 1962 arbejdede hun under navnet ”IM Margarete” for Stasi. Da hendes rapporter om de mennesker, hun skyggede, udelukkende viste sig at være til fordel for dem, og hendes meninger ikke altid var i overensstemmelse med systemet, blev hun og hendes mand Gerhard Wolf selv et observationsobjekt for Stasi fra 1962 og fremefter.
Hun var blandt dem, der underskrev et åbent brev mod Wolf Biermanns fratagelse af statsborgerskabet. Den 4. november 1989 holdt hun en tale ved en demonstration mod politik i DDR på Alexanderplatz i Berlin. I denne tale udtrykte hun sin tro på at reformere socialismen under nyt politisk lederskab. Som mange andre intellektuelle i DDR talte hun i denne sammenhæng for demokratisk socialisme.
Hendes novelle Was bleibt handler om en forfatter fra Østberlin, der er under konstant observation af Stasi. Hun beskriver en dag i sit liv, hvorved de psykologiske konsekvenser af overvågningen bliver tydelige. Hovedpersonen lever i konstant frygt og usikkerhed. Igen og igen tjekker hun sig selv, og efter hver handling tænker hun på, hvad Stasi kunne gøre med oplysningerne om det. Derudover bliver hun fanget af tanken om, at hendes ven Jürgen M. er ansvarlig for hendes observation. Det er påfaldende, at protagonisten aldrig nævner fulde navne, og hendes eget forbliver også ukendt. Hvert ord, hun siger, bliver nøje overvejet, og hendes tanker filtreres også af en selvcensor. Ikke desto mindre prøver hun igen og igen at undgå at lade sit liv blive bestemt af andre.
Novellen giver et meget godt indtryk af de omstændigheder, som de tolererede intellektuelle levede under i DDR, og hvilke virkninger det havde på dem. Den formelle struktur, en kontinuerlig tekst uden større tidsspring eller tomme linjer, giver indtryk af, at hovedpersonen skriver dagens begivenheder og alle sine tanker direkte ned. Hendes usikkerhed er tydelig i de mange refleksioner og interne dialoger, hun fører. Det er nogle gange svært at følge hendes uregelmæssige tankegange, men jeg synes, at det fuldender hele billedet. Hun censurerer jo sine egne tanker og lever med konstant paranoia om, at der bliver sat en fælde for hende.
På grund af sit arbejde som spion, som Wolf selv afslørede i 1993, blev hun og i denne sammenhæng også novellen Was bleibt, som utvivlsomt viser selvbiografiske træk, kritiseret efter genforeningen. Men jeg synes, at novellen er nyttig til at få et indtryk af omstændighederne omkring det at være et observationsobjekt for Stasi, selvom man selvfølgelig må skelne mellem den historiske og den skildrede virkelighed. Den formelle og stilistiske udformning konkretiserer emnet, og de flyvske tanker, som gør det svært at følge fortællingen på kort sigt, forstyrrer ikke på langt sigt. Was bleibt er desværre ikke oversat til dansk (endnu), men det er et værk, der er værd at læse for alle, der er interesseret i DDR og dets litteratur!