Vi har den 29. december. Klokken er tre om morgenen. Jeg er færdig med den sidste af mine 52 bøger.
Det er Wir wir schreiben wollen (kan oversættes med “Hvordan vi ønsker at skrive”), en samling af essays om at skrive med alle de dertil hørende udfordringer og ideer, som er blevet videregivet mellem forskellige forfattere ved at stille spørgsmål.
Jeg kan næsten ikke tro det. Den 29. december, ikke den 31. december kl. 23.59. Det ligner ikke mig. Alligevel er det ikke helt selvfølgeligt, at jeg faktisk nåede det.
Det blev virkelig knapt med tiden hen mod slutningen. I begyndelsen af oktober gik jeg ind i en meget svær mental fase, som varede indtil midten af november, og jeg er stadig ikke helt igennem den. I de seks uger læste jeg ikke noget som helst. Det fungerede bare ikke. De fleste dage var jeg glad for at få gjort ting såsom at arbejde, spise og sove. Indtil da var jeg virkelig god til at udnytte tiden og var godt med i forhold til antallet af læste bøger, hvilket selvfølgelig ændrede sig efter de seks ugers stilstand.
Alligevel var min vilje til at gennemføre denne udfordring stærk – jeg havde trods alt allerede læst 40 bøger. På den ene side fokuserede jeg på at afslutte de bøger, jeg var begyndt på, for at komme lidt hurtigere videre. På den anden side søgte jeg på onlinebiblioteket efter bøger med færre end 200 sider. Man kan jo også formidle et rigtig godt indhold med få ord. Og hvad er der galt med det? Nej, præcis: Ingenting! Man er nødt til at acceptere, at der kan være perioder, hvor man ikke når noget. Så er det bare op på hesten igen og videre. Undervejs stødte jeg på nogle bøger, som jeg nok ellers ikke ville have læst, og jeg er meget taknemmelig for denne oplevelse.
Det var også her, jeg fandt tilbage til Zadie Smith, som i bogen Intimations har samlet forskellige Corona-essays, der var interessante at læse. Jeg havde læst On Beauty for mange år siden og kunne lide den så godt, at jeg nu vil læse mere af hende. På samme måde med Chimamanda Ngozi Adichie: Sikke en fantastisk skrivestil! Jeg skal helt sikkert læse mere af hende og vil lægge noget på min e-bogslæser til min kommende ferie i den forelæsningsfri periode. Det er en helt anden fornøjelse at læse på en ferie, jeg glæder mig virkelig til det!
I år har jeg læst en masse moderne litteratur, vejledninger og opslagsbøger om minimalisme, borderline og behandlingsmuligheder og ADHD. Indimellem var der et par kriminalromaner og to serier for unge voksne, hvor jeg læste første bind af hver trilogi. Jeg glæder mig allerede til de følgende bind, for jeg fandt både Silber-serien af Kerstin Gier (Dream a Little Dream (The Silver Trilogy, #1 på engelsk) og Zeitenzauber-serien af Eva Völler (Serien er endnu ikke oversat til engelsk eller dansk, men kan oversættes med “Tidsmagi”) interessante i deres grundidéer og smukt skrevet på en flydende måde. Efter i årevis at have været helt væk fra ungdomslitteratur på grund af alt for meget vampyrhype er jeg nu tilbage og vil gå igennem den – om end digitale – bogreol med mere åbne øjne.
Der var dog også et par mørkere sider af udfordringen: Jeg glæder mig til at læse en bog, hvor jeg ikke tjekker sidetal på forhånd eller ser, hvor stor skriftstørrelsen er. For selvfølgelig tænkte jeg hele tiden på, hvor realistisk det ville være at læse den ene eller den anden bog igennem i løbet af et passende tidsrum. Som følge heraf er nogle bøger blevet stående urørte i skabet eller er ikke engang blevet lånt. Da jeg ofte beslutter mig impulsivt for, hvad jeg har lyst til at læse, var det lidt af en hindring.
Mellem jul og nytår læste jeg en bog færdig, som jeg oprindeligt var begyndt at læse som lydbog: Marianengraben af Jasmin Schreiber. Desværre er den endnu ikke blevet oversat til engelsk eller dansk. Lydbogen var god – jeg kunne bare ikke lytte aktivt, fordi jeg havde for meget at tænke på. Det er der, hvor jeg stadig har min største udfordring med lydbøger, og jeg kan kun lytte godt, hvis jeg laver noget meget afslappende eller tankestimulerende ved siden af, som at lægge et puslespil eller male i en malebog. Derefter lånte jeg bogen online og fortsatte med at læse, hvor jeg havde stoppet med lydbogen. Det var en god beslutning, for takket være Pomodoro-teknikken læste jeg den meget hurtigt og arbejdede samtidig, så jeg kunne kombinere to aktiviteter. Men bogen betog mig også følelsesmæssigt og rørte mig meget, selv om det slet ikke var mit emne. Jeg ved ikke, om det var fordi helligdagene altid får mig til at føle mig meget sårbar, eller om skrivestilen simpelthen tiltalte mig, men jeg kan kun sige, at jeg havde rigtige læse-tømmermænd bagefter. Mange kender det, at når man har set en serie, der virkelig har fængslet én, så falder man i et hul efter sidste afsnit. Sådan havde jeg det efter denne bog. Problemet var, at det var den 27. december, og der manglede stadig en bog. Så jeg kunne slet ikke tage mig tid til at pleje disse følelser, hvilket jeg syntes var en stor skam. Ikke en katastrofe, men det er i hvert fald en ulempe ved udfordringen.
I år har jeg kun sat mig som mål at læse 24 bøger. Hvis det ender med at blive flere, er det naturligvis dejligt. Og jeg glæder mig til tykke bøger som Bogtyven, serien om A Song of Ice and Fire eller Den Femte Dag. Måske fortæller jeg jer om dem igen 🙂
Havde du en yndlingsbog i 2022? Hvilke bøger vil du gerne læse i 2023? Og kender eller bruger du goodreads? Vores meget læseglade gruppe glæder sig til at få input!