United by Music? Et personligt tilbageblik på Eurovision Song Contest 2024

Lars’ og Sigrits optræden i Söngvakeppnin, det islandske melodigrandprix, går ikke så godt. Nogle ting går galt, og til sidst må duoen indrømme sit nederlag tilen af konkurrenterne. Lars’ store drøm om at repræsentere sit land i Eurovision er knust, og det gør ham så trist, at han og Sigrit ikke engang har lyst til at gå til Aftershow-festen på en båd. Men til sidst bliver alt anderledes end forventet: En eksplosion på båden dræber alle partygæster, og derfor har organisationskomiteen ikke noget valg: Lars og Sigrit må som de eneste overlevende rejse til Eurovision i Edinburgh. Der følger en masse andre eventyrlige begivenheder: Personlige konflikter, et mordforsøg, korruption, en ændring af en sang i sidste øjeblik og en diskvalificering er kun en del af kaosset, men det ender med, at Eurovision Song Contest 2020 slutter harmonisk og fredeligt.

Det lyder som den overdrevne handling i en comedyfilm, og det er lige præcis, hvad det er. Den fiktive film ”Eurovision Song Contest. The Story of Fire Saga”, skrevet af Will Ferrell og Harper Steele og med David Dobkin som instruktør kom på Netflix i juni 2020. Måske var det en lille, humoristisk erstatning for nogle fans, for det rigtige Eurovision var blevet aflyst på grund af Corona-pandemien det år. Det er kendetegnende for komedier, at de ikke gør krav på at være realistiske, og at de overdriver med vilje, men samtidig må jeg, som har været ESC-fan i mange år, indrømme: Faktisk er begivenhederne i filmen ikke alt for urealistiske. Tit virker realiteten selv nemlig urealistisk.

Selvom der ikke var nogen, der døde i forbindelse med Eurovision Song Contest 2024, var den 68. udgave af den europæiske sangkonkurrence alligevel turbulent på flere måder, og i fangrupperne spurgte man sig selv: Hvordan skal det gå fremover? Hvad skal være anderledes?

Kontroversielle baggrundshistorier

Hvert år sker der kontroverser og kuriositeter i Eurovision, ikke kun i den uge, hvor liveshowene finder sted, men fordelt over hele året. Denne gang drejede det sig meget om Israels kontroversielle deltagelse. Flere repræsentanter fra andre lande overvejede at trække sig tilbage af den grund. Det var ikke kun selve deltagelsen, der var omstridt, men også omstændighederne omkring Israels interne sangudvalg. I februar blev det bekendtgjort, at den israelske tv-kanal Kan havde indsendt et bidrag med titlen ”October Rain” til European Broadcasting Union (EBU) – en umisforståelig henvisning til Hamas-angrebet i oktober 2023, som også afspejlede sig i resten af teksten.

EBU vurderede teksten til at være for politisk. Den måtte omarbejdes flere gange for at være kompatibel med reglerne. Først afviste Kan det, men til sidst gav de efter. Når man sammenligner teksten i den omredigerede version, ”Hurricane”, med den oprindelige, kan man se, at der ikke er blevet foretaget så mange ændringer. Først og fremmest blev linjen ”I’m still wet from this October rain” ændret til ”I’m still broken from this hurricane”.

På den måde opfyldte det officielle resultat nok kravene, idet sangen nu kunne forstås som upolitisk, men hvad angik baggrunden og de metaforiske henvisninger, som stadigvæk var der, var sangen fortsat kontroversiel og omdiskuteret. I løbet af hele sæsonen hørte man appeller imod Israels deltagelse, både fra fans og tidligere og aktuelle deltagere, mens andre argumenterede for det – især EBU selv, som i et interview med det belgiske dagblad Het Laatste Nieuws sagde: ”[T]he Israeli public broadcaster complies with all competition rules […] The Eurovision Song Contest remains a non-political event, uniting audiences worldwide through music.“ (Kilde: https://eurovoix.com/2023/12/09/ebu-releases-statement-on-israels-participation-in-eurovision/)

I de sidste par år har der været to lignende fortilfælde i sammenhæng med Eurovision: Efter Ruslands angreb mod Ukraine i februar 2022 ville EBU til at begynde med ikke ekskludere Rusland fra konkurrencen og skiftede først mening, da de kom under offentligt pres. Flere nationer talte imod Ruslands deltagelse og truede med at forlade konkurrencen, hvis Rusland var med. I modsætning til 2024 traf EBU beslutningen om at ekskludere Rusland efter to dage, ikke først efter flere måneder. Rusland havde ikke indsendt en sang på dette tidspunkt.

Det gik lidt anderledes med Belarus et år før. Deres indsendte sang ”Ya nauchu tebya (I’ll Teach You)“, som blandt andet indeholder en linje om at blive undervist i ”how to walk along the line” for at blive lykkelig, blev undersøgt ligesom ”October Rain”. EBU konkluderede, at teksten ikke var kompatibel med reglerne – blandt fans blev den endda fortolket som propagandistisk med hensyn til politisk undertrykkelse, men EBU ytrede sig ikke så eksplicit. Senere skiftede Belarus sangen ud med en anden, som dog blev afvist af samme årsag. Siden eksklusionen af Rusland og Belarus er begge lande fortsat suspenderet fra at deltage i Eurovision. På den baggrund syntes mange fans, at det var selvmodsigende af EBU at tillade Israel at være med. Om konkurrencens israelske hovedsponsor spillede en rolle her, om Kan havde et bedre netværk end den russiske og den hviderussiske tv-kanal, eller om hele situationen simpelthen var mere kompleks og mindre sort-hvid, er svært at afgøre set fra et neutralt perspektiv. På den anden side kan det ikke nægtes, at denne kontrovers havde en enorm indflydelse på stemningen i årets Eurovision.

Er det hele bare politik?

Før jeg begyndte med at skrive dette blogindlæg, overvejede jeg længe, hvordan jeg skulle gøre det. Det ville være meget nemmere at udelade kontroverserne eller at fokusere på en mindre politisk kontrovers: Nederlandenes diskvalificering på finaledagen. Man kunne også bestemme sig for udelukkende at tale om musik eller genfortælle sjove anekdoter fra forskellige nationale melodigrandprixer, som man oplever år for år, ligesom talrige andre små og mere uspektakulære kontroverser. I år var det for eksempel votingappen, der crashede i det ukrainske melodigrandprix Vidbir, hvorpå resultatet først kunne blive offentliggjort dagen efter, og den nye EBU-regel om, at tilskuerne til Eurovision nu allerede kunne stemme på deres favoritter, lige så snart showet begyndte.

Det er altid nemmere at udelade vanskelige emner, som man ikke føler sig klar til. Emner, hvor man er bange for at sige noget forkert. Et øjeblik i det tyske Aftershow-program efter finalen var kendetegnende for denne tendens. Da resultaterne blev diskuteret, viste tv-kanalen ARD en grafik med de tyske publikumsstemmer, hvor Israel stod på førstepladsen (i hele konkurrencen kom de på 5. pladsen, mens det internationale publikum placerede dem på 2. pladsen). Et kort øjeblik blev der stille, så fortsatte værten Barbara Schöneberger med det næste, ukomplicerede tema uden at gå nærmere ind på dette aspekt af resultatet. Som public service-kanal prøvede ARD her nok at forblive neutral – dog var den eneste mulighed for ’neutralitet’ at tie.

EBU selv kalder fortsat Eurovision upolitisk, selvom det uofficielt aldrig har været det. En konkurrence, hvor nationer bliver repræsenteret, hvor man igen og igen bliver konfronteret med scenarier, hvor nogle lande nægter at deltage på grund af andre lande, hvor især værtslandet har muligheden for at fremstille og markedsføre sig selv, og hvor man til sidst stemmer på hinanden, har en uundgåelig politisk komponent.

Desuden er der flere andre Eurovision-sange med politisk indhold, som ikke blev diskvalificeret. Sidste år stod det kroatiske punkrockband Let 3 på scenen og brugte karikaturagtige kostumer og politiske metaforer i deres tekst til at øve kritik mod diktaturer. Uden tvivl er der altså et vist spillerum, hvis mål og omfang dog ikke er gennemskueligt set udefra. Især denne mangel på transparens og EBU’s lukkethed sætter fans og fanmedier nu spørgsmålstegn ved.

Alle disse tanker skal på ingen måde gå i retningen af fortrydelige statements som ”i Eurovision spiller musik ingen rolle” og ”det er jo alt sammen bare politik” – som man allerede har hørt mange gange, og som typisk kommer fra folk, der ikke følger med i liveshowene, for ikke at tale om baggrunden for dem. For mig som fan er sangene altid hovedsagen. Fra januar til maj følger jeg med i adskillige nationale melodigrandprixer, opstiller mine personlige pointlister og diskuterer med folk på nettet om alt, der har at gøre med Eurovision, men især musikken. Det er en typisk boble, som man kender det fra alle mulige andre temaer: en samling mennesker, som er optaget af langt flere aspekter ved konkurrencen end bare en aften foran fjernsynet i maj. Jeg vil stadigvæk mene, at musikken kommer i første række i disse kredse. ”Music first, always”, som Duncan Laurence, den nederlandske sanger fra 2019 sagde, efter han havde vundet. På den anden side er musikken dog heller ikke alt.

”Det er kompliceret” 

Ja, musikken kommer i første række, men samtidig ville det være løgn at sige, at den politiske situation ikke påvirkede mit personlige indtryk af årets Eurovision. Det virkede, som om glæden ikke rigtig kunne udfolde sig, som den plejer, fordi der lå en slags pres over det hele, som man mærkede mere end nogensinde før – og jeg var ikke engang i Malmø, hvor den anspændte stemning var endnu tydeligere. Diskvalificeringen af Nederlandene forstærkede den yderligere. Indtil få minutter før finalen begyndte, var jeg stadigvæk ikke helt sikker på, om programmet måske ville blive aflyst i sidste sekund, eller om nogle af delegationerne ville trække sig tilbage. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg også bekymret for sikkerheden. Til sidst foregik showet dog stort set uden problemer – i det mindste for publikum foran fjernsynet, fordi produktionen brugte såkaldt ”anti-booing technology” og fake-applaus i udsendelsen. Schweiz vandt konkurrencen med en sang, som havde været blandt favoritterne, siden den var kommet ud. Tæt forfulgt af Kroatien på andenpladsen, også en favorit. Tyskland fik over hundrede points for første gang i seks år, og Danmark røg ud i semifinalen – igen.

Betyder det, at alle alligevel var ”United by Music”, som konkurrencens officielle slogan lover? Hvis det er tilfældet, passer det kun med visse indskrænkninger. I det store og hele virkede årets Eurovision mere splittet, end de selv vil være ved. I den forrige nævnte boble var folk ikke så triste, da finalen var forbi, som de normalt er. I stedet virkede de mere eller mindre lettede. Der er ingen nem måde at opnå denne ubetingede enighed gennem musik på. Måske findes der slet ingen. Det kunne være et skridt i den rigtige retning, hvis EBU var mere åben angående deres beslutningskriterier, regelændringer og undersøgelser – men det er endnu vigtigere at indrømme konkurrencens politiske aspekter offentligt i stedet for at lade, som om de ikke eksisterer. Reklameslogans, som er fyldt med positivitet, mister troværdighed, når kontroverser næsten ikke bliver kommenteret.

Så I Eurovision i år? Blev I påvirket af politiske baggrundskonflikter, eller spillede de ingen stor rolle? Hvad kommer i første række for jer i Eurovision?