”En ny æra begynder”, sagde en af mine gode veninder højtideligt lige før vintersemestret 2014/2015. Vi var begge blevet studenter den sommer og ville nu studere i Frankfurt. Hun havde valgt økonomi, mens jeg havde valgt komparativ litteraturvidenskab som hovedfag og empirisk sprogvidenskab med fokus på nordiske sprog som sidefag. Det føltes, som om jeg måtte holde et kort oplæg for bare at nævne mine fag. Og jeg havde brug for endnu et oplæg, når jeg prøvede at forklare folk, hvad det var, og hvorfor jeg ville studere det. Grunden var dog egentlig ret enkel. Jeg interesserede mig for litteratur og sprog og forestillede mig, at jeg måske engang ville arbejde på et forlag. Da jeg lavede research efter passende fagkombinationer, fandt jeg ud af, at der findes mere end germanistik, som ville have været det typiske valg i Tyskland.
Nu er æraen forbi, og der er sket meget i mellemtiden. Jeg skiftede ret tidligt fra sprogvidenskab til skandinavistik, som studiet af nordisk sprog og litteratur hedder i Tyskland, fordi fonetik og fonologi ikke passede til mig. Så lærte jeg dansk og oldnordisk, skrev opgaver, deltog i studieture og projekter, gik ind i studierådslokalet for første gang, lyttede til foredrag og mødte nye mennesker. Mit første job var som tjener, da jeg tænkte, at der ikke fandtes jobs, der passede til mine fag. Jeg tilbragte to udvekslingssemestre i Aarhus – som den eneste sad jeg med papir og kuglepen blandt de danske studerende med deres computere – jeg havde aldrig før følt mig så tysk. Flyttede hjemmefra, fandt et nyt studiejob, nu var det et arbejde, der fandt sted ved skrivebordet og i det mindste havde lidt at gøre med min uddannelse. Derefter kom en praktik på et forlag, de første korte oversættelser og et studentermedhjælperjob i Edda-Kommentaren, et forsknings- og publikationsprojekt på universitetet. Bacheloropgaven var kaotisk, ”sådan vil jeg aldrig gøre det igen”, lovede jeg mig selv og holdt faktisk mit løfte. Så begyndte jeg på master-uddannelsen i skandinavistik, og samtidig begyndte corona. Tre semestre var komplet online i Tyskland. Vi oprettede et tidsskrift og lavede en imagefilm for instituttet, jeg oversatte to romaner og fik job på det akademiske tidsskrift Nordeuropaforum. Jeg var en del af kommissionen til udnævnelsen af den nye professor, flyttede igen og måtte skrive opgaver indimellem. Pludselig befandt jeg mig i april 2024, jeg tilmeldte min masteropgave og afleverede den seks anstrengende måneder senere.
Det var opsummeringen. Mens jeg skrev dette afsnit, blev de sidste ti år af mit liv bladret igennem ligesom en flipbog. Jeg er ikke sikker på, hvorfor jeg tænker på sådan et lille hæfte i stedet for en film. Måske fordi jeg også bladrede meget i løbet af min uddannelse. Måske fordi man kan fastholde enkelte øjeblikke i denne række af billeder og betragte dem nærmere, men de er samtidig en del af en flydende bevægelse. Det er mærkeligt at skulle udvælge nogle af disse billeder, at blive mere personlig end i et cv, men ikke for personlig. Jeg er jo ikke Knausgård.
Når jeg ser tilbage på denne tid, lægger jeg især mærke til, hvor afgørende enkelte beslutninger kan være. Det sker ofte mod forventning, at enkelte små dele bliver sammenføjet stykke for stykke. Nogle gange er man klar over, at man træffer en beslutning, for eksempel når man vælger, hvad man vil studere, når man tager til udlandet, eller når man skriver en ansøgning til et job. Tit lægger man dog ikke mærke til, at man er ved at tage en beslutning. I slutningen af mit andet semester turde jeg endelig at gå til en spilleaften med institutsgruppen. Dengang regnede jeg slet ikke med, at jeg ville ende med at blive studenterrepræsentant et par år senere. Og da jeg lærte mine første medstuderende at kende, vidste jeg heller ikke endnu, at nogle af dem ville blive mine gode venner.
Derudover har tilfælde en stor indflydelse på, hvordan ting udvikler sig. Oprindelig ville jeg lære svensk, men jeg blev nødt til at lære dansk, fordi det var det eneste sprogkurs, der passede ind i min timeplan. Dengang var jeg først lidt skuffet, fordi jeg ikke havde haft berøring med Danmark før – bortset fra en ferie i 1996, som jeg ikke kan huske. Set i bakspejlet var denne ”tvang” meget afgørende. Hvis jeg havde lært svensk i stedet for dansk, ville jeg muligvis ikke have deltaget i de dansk-tyske oversættelsesprojekter. På den måde ville jeg heller ikke være kommet til at oversætte nogen bog. Desuden ville jeg også have læst anden litteratur. Med høj sandsynlighed ville jeg være gået glip af Dette burde skrives i nutid af Helle Helle. Men fordi det var, som det var, blev det den første roman, jeg læste på et nordisk sprog.
Når jeg tænker på mit studium, især på de første semestre, kommer jeg ofte til at tænke på denne roman. Den handler om en ung studerende, som ikke rigtig ved, hvad hun skal. Som i de fleste bøger af Helle Helle sker der meget, uden at man direkte lægger mærke til det. Begivenhederne smelter sammen med hinanden og møder læseren indirekte. På samme måde går hovedpersonen passiv gennem livet. Jeg kan kun huske lidt af handlingen, men jeg husker tydeligt stemningen. Selvom jeg egentlig er meget anderledes end hovedpersonen, kunne jeg godt identificere mig med følelserne og atmosfæren, der hersker i romanen – et sted mellem s-togstationer, kurser på universitetet og chokoladekiks fra supermarkedet. Jeg tror, det var første gang, jeg følte noget, mens jeg læste, uden at det havde noget at gøre med handlingen.
Først når jeg langsomt gennembladrer min indre flipbog, lægger jeg mærke til, hvad jeg faktisk har lavet og oplevet, mens jeg dengang tænkte, at jeg opførte mig fuldstændig passivt uden at lave noget af betydning. Intet, der på nogen måde var noget særligt. Muligvis skyldes det alle de små beslutninger og handlinger, hvis resultat først viser sig i summen af alle billeder.
I mit tilfælde var universitetsuddannelsen dermed også en gradvis udvikling, som man måske kan kalde for ”at blive voksen”. I Helle Helles roman hedder det ét sted: ”Jeg gik en tur hver eftermiddag. Jeg gik længere og længere ud ad landevejen, før jeg vendte rundt og gik tilbage.”
Jeg gik også mange ture, mens jeg studerede, både i virkeligheden og i overført betydning. Imens troede jeg, at jeg ikke rigtig kom fremad, at jeg standsede igen og igen eller vendte om. I tilbageblikket kan jeg nu godt se, at jeg faktisk gik et par metre videre på hver tur. Jeg er vel stadigvæk den samme person som før mit studium, men der er sket meget mere i tidens løb, end jeg var bevidst om, mens det stod på. Det var et prægende tidsafsnit, som viste mig: Formentlig stilstand kan være gradvis fremskridt.