„Er det ikke faldet Nogen ind […] hvor paafaldende hele denne Gruppering ligner et Maleri i Firenze, som hænger der i et af Gallerierne? Det er Decameronens første Nat.”
Med disse ord knytter Vilhelm Bergsøe i sin novellecyklus Fra Piazza del Popolo (1866) an til konteksten af pestlitteraturen, for her rummer hans fortælling en direkte reference i fortællingen til Giovanni Boccaccios Il Decamerone (1353, på dansk Dekameron). Sygdomshistorierne har eksisteret lige så længe som sygdommene selv. Så de er ikke et nyt fænomen. Men Corona-pandemien har genoplivet interessen for disse tekster.
I efterårssemestret 2022/23 og i forårssemestret 2023 deltog jeg i et seminar om den såkaldte pestlitteratur som en del af min kandidatuddannelse i litteraturvidenskab. I seminaret undersøgte vi forskellige litterære tematiseringer af pesten: Fra Homers Iliaden over Mary Shelleys The Last Man (1826), Edgar Alan Poes King Pest (1835) og J. P. Jacobsens Pesten i Bergamo (1881) til Rainer Maria Rilkes Der Totengräber (1901) og Albert Camus’ La Peste (1947). I en hjemmeopgave til dette seminar analyserede jeg, hvordan Bergsøes novellecyklus forholder sig til Dekameron og dermed til pestlitteraturen. Sygdomslitteraturen er særligt spændende i et komparativt perspektiv, fordi få ting er så universelle som sygdomme, hvilket Corona-pandemien også har vist. Derfor var jeg særligt glad for at kunne inddrage nordisk litteratur, som ikke får så meget opmærksomhed på litteraturvidenskabsstudiet, i denne diskurs.
Dekameron er en novellesamling, som har haft stor indflydelse på europæisk litteratur og kultur. Fortællingen, som består af 100 underordnede noveller, beskriver pestudbrudet i Firenze i 1348. Handlingen er centreret om ti personer, syv unge kvinder og tre mænd, som sammen flygter fra pesten og ud på landet, hvor de fordriver tiden med at fortælle hinanden historier.
Bergsøe tager ikke blot denne indflydelsesrige tekst op i Fra Piazza del Popolo, men forsøger at omskrive den. Det begynder med de relativt påfaldende paralleller i de to teksters komposition: De fortæller om en gruppe, der er fanget på et sted for at undslippe fare – i Boccaccios tilfælde er det pesten i bogstavelig forstand, i Bergsøes er det røverbander, der belejrer Rom og allegorisk betegnes som “Roms pest”. Mens personerne venter på, at omstændighederne skal ændre sig, fortæller de hinanden historier. Gennem denne narrativ skaber de en slags rum-tidsautonomi, som er afkoblet fra begivenhederne omkring dem.
Der er yderligere paralleller mellem de to værker i beskrivelsen af sygdommene. Både Bergsøe og Boccaccio refererer til et historisk sygdomsudbrud, som også er direkte lokaliseret i teksten i forhold til tid og rum. Begge tekster bruger også krigsmetaforer til at beskrive epidemien, selvom Fra Piazza del Popolo går meget længere her.
Men Fra Piazza del Popolo beskriver ikke kun en allegorisk pest. I den første interne fortælling ”Tordenskyen”, der skal forstås som ”en Inledning til den nye Decamerone”, som det hedder i selve novellecyklussen, fortæller en af personerne, lægen Aabye, om det koleraudbrud i København i 1853, som han selv havde oplevet. Diskussionen om epidemien flyttes altså her fra rammefortællingens overordnede niveau til den underordnede fortællings niveau, hvilket er endnu et aspekt af omskrivningen af Dekameron.
Desuden er Dekameron baseret på en guddommelig sygdomsforståelse: Fortælleren nævner to mulige årsager til pestens udbrud, på den ene side himmellegemernes påvirkning, på den anden side en straf fra Gud. Omvendt kan antagelserne om udbruddet af kolera hos Bergsøe også forenes med vores nuværende viden om sygdommen: Som hovedårsager nævnes manglende hygiejne, byens forurening og sameksistensen af mange mennesker på begrænset plads. I denne sammenhæng henvises der også til klasseforskelle: ”Det er en Proletariatssygdom, der ikke vover at angribe Conferentsraader.” Beskrivelsen af koleraen er derfor mere end blot en faktuel rapport, den er først og fremmest en anklage mod en politisk fiasko.
På trods af disse forskelle og det faktum, at der i Fra Piazza del Popolo beskrives et koleraudbrud, står novellecyklussen således i pestlitteraturens tradition: gennem henvisningen til et af de mest indflydelsesrige værker i pestlitteraturen, gennem omskrivningen og gennem forbindelserne til denne tekst.
Selv om pestlitteraturen ikke er et nyt fænomen, har Corona-pandemien bragt den i fokus igen. Pesten er altid til stede i litteraturen i kølvandet på epidemiske udbrud, og derfor kan vi sandsynligvis forvente litterære tematiseringer af pesten og andre pandemiske sygdomme i de kommende år og årtier.