Af Rebecca Jakobi – Masterkandidat i Skandinavistik i Frankfurt
For nylig havde jeg brug for hukommelse på min telefon. Derfor fjernede jeg nogle apps, som jeg ikke havde brugt i lang tid. En af dem var den tyske ”Corona-Warn-App”, der blev udviklet i 2020 for at advare folk, når de havde haft kontakt med en smittet person. Senere kunne man også gemme sine vaccinationscertifikater på appen. Siden 2023 har appen ikke længere været i drift. Jeg kunne altså godt have fjernet den allerede for to år siden. Alene tanken om denne app mindede mig om flere andre ting: Advarselsmeddelelser på telefonen, testresultater, vaccination, incidenstallet og de skiftende regler. Hvor mange personer måtte man mødes med? Hvilke forretninger var åbne eller lukkede? Hvilken ny virusvariant var opstået i hvilket land? Pfizer, Moderna, Astra Zeneca … FFP2 eller stofmundbind? Jo længere jeg tænkte, jo flere begreber huskede jeg. Kontaktforbud, lockdown, først Delta, så Omikron. Samtidig gik det op for mig, hvor lang tid der allerede var gået, siden det begyndte. Eller: Det føles, som om der er gået lang tid. For egentlig er fem år ikke så mange år. Men nu, mens jeg sidder på sofaen og skriver, synes det, som om coronatiden ligger langt tilbage i tiden – selvom kravene om mundbind først blev ophævet i Tyskland for lidt over to år siden. Hvordan var det egentlig, da det hele begyndte?
Den 9. marts 2020 mødtes jeg med to veninder. Vi bagte en kage og snakkede om denne nye virus, som der blev talt mere og mere om i nyhederne. Ingen af os vurderede situationen rigtigt dengang. Jeg troede ikke, at man ville høre mere om det i Europa efter et par uger. Sådan havde det jo før været med fugleinfluenca og ebola. Men kun få dage senere, den 13. marts, blev de første officielle restriktioner bekendtgjort i Tyskland. Jeg var hos mine forældre, da vi så den hessiske delstatsregerings pressekonference af i fjernsynet. ”Statsfjernsyn”, mumlede min søster. Vi vidste, at det var en alvorlig situation, men samtidig virkede den absurd. Vores mor, som er lærer på en grundskole, gav en chokeret lyd fra sig, da politikerne sagde, at skolerne skulle forblive nedlukkede indtil påskeferien. Senest da forstod vi, at corona stadig ville spille en rolle om et par uger. Før 2020 havde jeg kun tænkt på zombie-apokalypser, når jeg hørte ordet ”pandemi”. Nu var der pludselig en rigtig pandemi, og mine associationer ændrede sig brat.
Tilpasningene til den nye situation kom lige så brat. I april blev kravet om mundbind indført; i dette første år med pandemien brugte man mest stofmundbind i Tyskland. Det føltes mærkeligt i starten, men i løbet af overraskende kort tid blev det normalt for mig. Andre ændringer blev også hurtigt en vane: For eksempel de virtuelle møder i stedet for timer på universitetet og onlinemøder med venner. Jeg vænnede mig også til, at biografer og restauranter var lukkede. Det var perioden, hvor alle mulige mennesker spillede Animal Crossing, lærte at strikke, bagte brød og gik tur. Ærlig talt lærte jeg ikke noget nyt i denne fase. Både videospil og gåture havde allerede hørt til mine fritidsaktiviteter før pandemien. Så derfor er det måske faktisk ikke så overraskende, at jeg tilpassede mig hurtigt. Jeg havde endda allerede arbejdet hjemmefra før corona, og humanistiske fag egnede sig bedre til at blive læst online end fx naturvidenskabelige fag, hvor man skal arbejde i laboratorier. Jeg havde det let i den henseende. Det værste for mig (bortset fra at Eurovision Song Contest blev aflyst) var dog usikkerheden. Ingen vidste, hvor længe pandemien ville vare og hvordan den ville forløbe. Vacciner fandtes ikke endnu, man hørte om stigende dødstal, og jeg var faktisk bange for at blive smittet og dø – selvom unge mennesker uden kroniske sygdomme ikke var en sårbar gruppe. Jeg var bekymret hver gang, jeg ville mødes personligt med venner, for vi kunne jo bidrage til virussens udbredelse. Jeg havde fordomme, når jeg så folk i store grupper. Det var en mærkelig tid, men på samme tid blev det mærkelige normalt. Det var en tid, hvor tilpasningsevnen for alvor blev sat på prøve.
Egentlig blev den sat på prøve i hele coronatiden. Restriktionerne ændrede sig igen og igen, ligesom ens personlige omgang med dem. Om sommeren var det mere accepteret at mødes fysisk med venner end om vinteren. ”Vi kan jo åbne vinduet”, hørte man tit. ”Vi er jo alle blevet testet” eller senere: ”Vi er jo alle vaccineret”. Først var det en stor begivenhed, når nogen fik corona, nu har næsten alle haft det mindst en gang. Jeg husker, at mine venner og jegaflyste et møde i vinteren 2021, bare fordi en af os havde været i kontakt med en coronasmittet person. Et år senere ville vi ikke have handlet på den måde. Vi ville kun have aflyst, hvis en af os selv havde været smittet. Her tilpassede vi os også forholdsvis hurtigt.
Tidligere havde jeg altid tænkt, at jeg var en person, som har det svært med forandringer. I coronatiden viste det sig, at det var omvendt. Da man ikke længere skulle bære mundbind, tænkte jeg også, at det ville tage lang tid, før jeg vænnede mig til det. Men faktisk blev det allerede normalt at tage toget uden mundbind, efter jeg havde gjort det for anden gang. På den anden side har jeg bibeholdt nogle nye vaner – og det er jeg sikkert ikke den eneste, der har. Set i bakspejlet er det de ting, der kan fremhæves som de positive aspekter ved coronatiden. I dag synes jeg, det er mærkeligt, at jeg aldrig havde mødtes online med venner før 2020. For jeg gør det stadigvæk hver uge. Hvem ved, om vi ikke ville have mistet kontakten efter slutningen af vores universitetsuddannelse uden denne nye vane?
Især Tyskland blev også tvunget til mere digitalisering i coronatiden. Nu kan man i det mindste delvis arbejde hjemmefra i de fleste kontorjobs. Det er også muligt på mit nye arbejde. Eftersom jeg har lang vej til kontoret, har jeg tolv timer mere fritid om ugen, når jeg arbejder hjemmefra tre dage. Desuden ser jeg nogle gange stadigvæk mennesker med mundbind i offentlige transportmidler, selvom der ikke længere er krav om det. Når jeg ser det, tænker jeg, at de måske er forkølede og ikke vil smitte nogen. Det virker hensynsfuldt på mig. Generelt er man nu mere bevidst om, hvordan smitsomme sygdomme spreder sig – ikke kun corona. I dag bliver det også accepteret, når man bliver hjemme med en forkølelse.
Åbenbart er mennesket altså ikke kun bedre til at tilpasse sig, end jeg havde troet. Det er også i stand til at blive klogere. I det mindste nogle gange. Lidt.