Andreas Veiel, 114 minutter, Tyskland
Anmeldelse I af Cecilie Rosenløv Meyn & Sofie Selmer Haagemann (Københavns Universitet)
En tirsdag morgen var vi, en gruppe tyskstuderende fra København, i biografen for at se den nye dokumentarfilm ”Riefenstahl”. Filmen giver et dybere indblik i Leni Riefenstahls liv. Hvem var hun egentlig?
Leni Riefenstahl er ikke en særlig kendt person for de yngre generationer i Danmark. Det var vores første møde med og indblik i Riefenstahl som kunstner og person. Vi så derfor filmen uden forudindtagelser og havde ikke store forventninger. Vi syntes, at filmen var meget god og interessant, især på grund af det originale filmmateriale og Riefenstahls alsidighed.
Produktionsfasen af dokumentarfilmen var langvarig. Producenterne modtog 700 kasser med materiale samt filmoptagelser, dagbøger, fotos osv. fra Riefenstahl og forsøgte at sammenfatte hendes historie. Det viser, hvor svært det er at skildre alle de forskellige sider af Leni Riefenstahl.
Mange filminteresserede danskere kender Riefenstahl. Hun blev for første gang virkelig anerkendt for sin film ”Das blaue Licht” (Det blå lys). Hun spillede hovedrollen og var også instruktør. Hun var meget ambitiøs, hvilket fremgår tydeligt af dokumentarfilmen. Riefenstahl ønskede også at blive husket for denne film.
Det var begyndelsen på hendes karriere. Med krigen fik hendes film også et andet udtryk. Riefenstahls film ”Olympia” bliver ofte kritiseret for det kropsideal, der vises i filmen. Riefenstahl har aldrig anerkendt denne kritik, da hun mente, at det kun var kunst. Hun så sig selv som kunstner, og hvis andre ikke forstod det, var det ikke hendes problem.
I dokumentaren bliver det helt klar, at hun ikke ønsker at blive forbundet med nazisterne. Hun bliver konfronteret med sine forbindelser til Hitler og Goebbels, og hver gang ser vi, hvor defensivt Riefenstahl reagerer. Hendes stærke reaktion har den modsatte effekt på os: Det føles, som om hun er skyldig. Et godt eksempel på dette er et uddrag fra et interview mellem Leni Riefenstahl og en almindelig arbejderkvinde. Her gør arbejderkvinden Riefentstahl ansvarlig for de beslutninger, hun har truffet. Riefenstahl er slet ikke enig og siger, at hun ikke vidste, hvad der foregik i koncentrationslejrene.
I begyndelsen af dokumentarfilmen fik man indtryk af, at Leni Riefenstahl var en fantastisk og dygtig person. I løbet af filmen bliver det dog stafig tydeligere, hvordan hun egentlig er: en målrettet kvinde, der kun tænker på sine egne motiver.
Anmeldelse II af Astrid Schack & Maria Marstal (Københavns Universitet)
Det er svært ikke at blive fascineret, når man ser de smukke sort-hvide billeder fra Leni Riefenstahls Olympia(1938). Især slowmotion-sekvensen med de svævende, kunstfærdigt springende kroppe står stadig klart for vores øjne. Men fascinationen har en dårlig eftersmag. Det er umuligt at adskille hendes film, både Olympia og den klare propagandafilm Triumpf des Willens (1934), fra nationalsocialismen. Hitlers yndlingsinstruktør, der blev 101 år gammel (1902-2003), insisterede dog hele livet på sin uskyld: Hun vidste intet om regimets grusomheder, om udryddelsen af jøderne; hendes værker var kun kunst og på ingen måde nazistisk propaganda.
Journalister og tv-værter har gentagne gange forsøgt at lokke Riefenstahl til at vise anger. Det synes dog at være en vanskelig opgave, for hun benægter sin medskyldighed og opretholder en facade. Men hvem var Riefenstahl? Instruktør Andreas Veiel og journalist Sandra Maischberger har forsøgt at besvare dette spørgsmål ved hjælp af nyopdaget materiale fra Riefenstahls velorganiserede arkiv. De to har gennemgået 700 kasser med fotos, dagbøger, breve samt optagelser af gamle interviews og telefonsamtaler for at sammensætte collagefilmen. Filmen viser mange portrætbilleder, mens man hører afslørende telefonsamtaler mellem Riefenstahl og enten beundrere eller medløbere.
Fra tid til anden høres en saglig fortællerstemme, der ledsager os gennem filmen med forklarende kommentarer til klipningerne. Men Veiel lader fortælleren være lige akkurat fraværende nok til, at vi som publikum selv kan stykke Riefenstahls utallige løgne og fortielser sammen. Den diskrete fortællerstemme fungerer derfor særligt godt, da vi på den måde kan føre en indre proces mod Riefenstahl udelukkende på baggrund af hendes egne ord – ord, der taler for sig selv.
For en person, der ikke kender Riefenstahl, ville filmen sandsynligvis være en forvirrende introduktion, da den ikke er opbygget kronologisk. Vi får ingen dybdegående information om hendes barndom, ungdom eller om, hvordan hun kom ind i filmindustrien. Tværtimod tager Veiel kun udgangspunkt i arkivmateriale og formår at vise, hvordan instruktøren omhyggeligt iscenesatte og kontrollerede sin uskyld – hvilket er filmens egentlige formål. Derfor henvender Riefenstahl sig snarere til et publikum med forudgående viden end til en yngre målgruppe, der ikke kender noget til instruktøren. Derudover skal det nævnes, at filmen virker lidt lang, da man får fornemmelsen af at være vidne til det samme interview igen og igen. Det skyldes, at interviewene har samme form: Intervieweren spørger om hendes ansvar – Riefenstahl reagerer med vrede og forargelse i stemmen – og afbryder derefter interviewet. Dette trækker sig nogle gange i langdrag. Men måske er det netop Veiels intention: at afspejle hendes urokkelige kamp for sin uskyld. På denne måde fornemmer vi, hvordan Riefenstahl har opbygget et kontinuerligt mønster for ikke at vise anger.
Filmen Riefenstahl er ikke en typisk dokumentarfilm set i vores perspektiv. Den er krævende, men netop derfor også effektiv. Dokumentaren gør det klart: Riefenstahls imponerende billeder var aldrig kun kunst. De var en del af et system, der blandede propaganda med skønhed. I sidste ende står det afgørende spørgsmål tilbage: Er det muligt at adskille kunst fra politik? Filmen siger klart: Nej. Hendes skønhedskult og selvoptagethed gennemsyrede alt. I filmens sidste klip ser vi, hvordan instruktøren drejer sig foran et håndspejl før et interview for at finde den helt rigtige vinkel. Dette øjeblik siger alt: Selv til sidst handlede det for Riefenstahl mere om den perfekte selvfremstilling end om at konfrontere sin fortid.