For et par uger siden fandt det dansk-tyske oversættelsesseminar Wer wir sein möchten sted på Goethe-universitetet. Der var meget interessante foredrag, som har øget min – og sikkert også andre tilhøreres – begejstring for litterær oversættelse.
At finde de rigtige ord, at danne den rigtige sætning og at fastholde tekstens form er en egen kunst for sig. Det særlige ved en litterær tekst er, at det ikke kun handler om indhold eller plot. Ordvalg, form, melodi og rytme bestemmer kvaliteten af teksten. Også tempus og tegnsætning kan indeholde vigtige informationer til læseren, der ofte først viser sig, når man ser på hele teksten.
I sit spændende åbnings-foredrag om litterær oversættelse henviste prof. Heinrich Detering til Friedrich Schleiermacher og forklarede, at der er to forskellige muligheder at oversætte på.
På den ene side den ”einbürgernde” og på den anden side den ”verfremdende”- oversættelse. Detering drøftede oversætterens rolle som er at formidle til læseren, hvad forfatterne ønskede at vise på originalsproget. Ikke en nem opgave!
I hvert sprog er den respektive kultur inkluderet, og i hvert sprog er tankestrukturer allerede til stede i grammatikken og i de særlige ordbetydninger.
Men hvor meget frihed har oversætteren, når sætningsstrukturen på de respektive sprog er forskellig, eller når der er forskellige oversættelsesmuligheder? Hvad er det, der gør en oversættelse god?
Disse spørgsmål fik mig til at mindes Gottlob Freges artikel „Om sans og mening“ (1892). En interessant artikel, hvor Frege udleder filosofiske indsigter og skelner mellem sans og mening baseret på ligningen a=a og a=b.
Et velkendt eksempel fra dette essay er, at aftenstjernen, morgenstjernen og venus betegner det samme himmellegeme. Selvom ordenes betydning er den samme, adskiller de sig i subjektiv opfattelse og i betydning. Meningen er ikke så subjektiv som ideen, men ikke så objektiv som betydningen.
Nu er dette eksempel kun på et sprog. Det bliver dog så meget desto mere tydeligt, at et ord ikke bare kan ombyttes til et andet ord, selvom ordene betegner det samme objekt.
Siden Frege skrev den artikel, er den traditionelle „repræsentative teori“ om betydning, som siger, at tanker og ideer i det væsentlige er sproguafhængige og eksisterer uden et sprog, kommet til at gælde som forældet.
Mens betydningen af sætningen i den traditionelle „byggestens-opfattelse“ kan udledes af ordenes association med individuelle ideer eller objekter, ser Frege hele sætningen som en enhed, der indeholder en tanke. Selvom Freges skelnen mellem sans og mening ikke konsekvent er blevet fastslået, synes jeg, at hans refleksioner meget bemærkelsesværdige, især med hensyn til oversættelsesarbejde. I sidste ende handler det om at kunne skildre en tanke og at kunne reproducere henholdsvis videre formidle denne tanke.
Da Helle Helle til sin oplæsning i forbindelse med oversættelsesseminaret blev spurgt, om hendes bøger er minimalistiske, svarede hun, at hendes tekster er som et isbjerg, hvor en lille del er synlig, mens den meget større del ligger i det skjulte. I oversættelsen skal det skjulte have samme plads som i originalen. Alle konnotationerne, alt hvad der ikke bliver sagt og alligevel kan mærkes mere eller mindre klart. Der er dog en anden vanskelighed forbundet med dette. Vi kan ikke vide, hvordan en anden person føler noget. Vi ved ikke, hvad andre smager, når de spiser chokolade, eller hvordan de ser farven rød. Vi ved ikke, hvad Helle Helle følte, da hun skrev teksten, hvad hun føler, når hun læser sin tekst, og vi ved ikke, hvad de danske læsere føler, når de læser teksten på originalsproget. Dette kræver følsomhed og empati, og det er bestemt nyttigt at vide noget om forfatterne, der skal oversættes, og deres tid. De ideer, den viden giver, uanset hvor omfattende de er, er ikke helt vilkårlige eller ubegrænsede. Det usagte hører til teksten som stilhed til musikken.
Men hvordan er det egentlig i musikken? I musikken er det almindeligt at genfortolke gamle værker igen og igen. Fortolkninger, der kan værre motiverts på vidt forskellige måder, og dermed åbner der sig et bredt felt af muligheder.
Disse mangfoldige muligheder, som opstår både i musikken og i oversættelser, bør dog ikke afvige helt fra originalen (og hvis ja, så som en markant hyldest til originalen).
Jeg spiller saxofon. Et instrument, der er relativt ungt, og som bliver brugt meget i jazz og i rock- og popmusikken. Men jeg kan også rigtig godt lide saxofonen i klassisk musik, som for det meste er meget ældre end saxofonen selv. Men selvom man spiller værker af Rameau, Bach eller Gluck med saxofonen, står der stadig klart, at der er tale om klassisk musik. Ingen kan med sikkerhed sige, om en komponist, hvis værker kommer fra en tid, hvor der ikke var saxofoner, ville kunne lide, at hans værk nu blev transskriberet til mit yndlingsinstrument.
Lige så lidt ved vi, hvilke sætninger en forfatter ville have brugt, hvis han eller hun havde skrevet på tysk. Ulrich Sonnenberg gav de kommende oversættere tippet om at spørge forfatterne, hvis noget er uklart. Jesper Wung-Sung svarede gerne på spørgsmålet om, hvilken slags frisure han tænkte på med ordet strithåret. Det er naturligvis kun muligt, hvis de respektive forfattere stadig lever.
Professor Detering diskuterede i åbningsforelæsningen om litterær oversættelse Schleiermachers Platon-oversættelser. Schleiermacher oversatte Platon på en måde, der gør læseren opmærksom på, at det er en tekst fra oldgræsk og en tekst, der ikke bare kan læses ved siden af. Efter et par ord ved læseren, at teksten kræver koncentration. Læseren skal engagere sig i tankegangen. Platons tekster findes også i andre oversættelser. Det kan være meget interessant at læse forskellige oversættelser.
I musikken er der bestræbelser på at fremføre værker med autentiske instrumenter og tidens formodede spilleteknikker. Er denne historiske opførelsespraksis mere original og derfor bedre? Jeg spurgte Felix Ketterer, en professionel musiker fra Freiburg, om dette. Han påpeger, at historisk opførelsespraksis ikke er mulig. Ford det første fordi nutidens instrumenter er lavet ved hjælp af teknikker, der ikke eksisterede dengang. Derfor lyder instrumenterne sandsynligvis forskelligt. Men selv et originalt instrument fra gamle dage kan have ændret sin lyd gennem årene. I dag bruges normalt en anden tonehøjde end for eksempel i baroktiden eller renæssancen.
Felix Ketterer peger også på, at ernæringstyper også har indflydelse på for eksempel grundpulsen og dermed også på den respektive tids musikalske tempi.
Med vores bestræbelser for værket, med vores tilgange, muligheder og oversættelser af værket i vores tid, hvad enten det er i musik eller litteratur, bringer vi vores kultur i forbindelse med et værk, som vi selv ønsker at åbne og opdage. Bare ved at vide, at en autentisk måde at spille på er umulig, kan man ifølge Ketterer gribe et værk an på en sådan måde, at man altid genfinder det for sig selv. På en måde, der sandsynligvis også vil adskille sig fra tilgange i fremtiden.
Som en del af oversættelsesseminaret redigerede deltagerne et uddrag af Tom Kristensens roman Hærværk. Romanen udkom i 1930 i Danmark og blev oversat til tysk i 1992. Det blev hurtigt klart, at det var en meget vanskelig opgave at oversætte teksten. En aktuel oversættelse af romanen vil helt sikkert adskille sig væsentligt fra oversættelsen fra 1992.
Jeg synes, disse forskelle er spændende. Jeg tror, at man også værdsætter et værk ved at beskæftige sig med det igen og igen. Ved at forsøge at nærme sig det gentagne gange. At oversætte det for sig selv og til andre. Ordene og sætningerne, der indeholder tanker, ligesom noder indeholder musik, der kan tænkes eller spilles flere gange. Det er aldrig helt det samme, men dog altid noget, der befinder sig inden for rammerne af en given orden.