Organisering af corona-semesteret. 6 tips til at hjælpe dig med at gøre din hverdag som studerende lettere.

„Min hjerne er som en browser, 16 tabs er åbne, 3 hænger og jeg ved ikke hvor musikken kommer fra”

(c) Facebook

Citatet taler direkte til mange studerende. Også til mig. For vi er alle ret stressede og måske også urolige på grund af corona. Men det betyder ikke, at vi skal lade disse omstændigheder bestemme over os. Studielivet foregår ikke på universitetet nu i coronatiden, men derhjemme og ofte bliver man overvældet af de mange kurser og de nye krav, der er blevet stillet, siden alt blev digitalt.

Det er ikke så let at organisere og strukturere det hele, for alle underviserne laver deres kurser efter egne præferencer og man skal huske forskellige ting for hver enkelt. Det kan godt være en udfordring.

I dette indlæg vil jeg give dig et par tips til at få struktur i din hverdag, så det digitale semester bliver lettere at håndtere.

Før corona så mit studieliv således ud: Jeg havde én forelæsningsfri dag om ugen, som jeg brugte til at arbejde eller læse til mine kurser og forberede mig på dem. De andre dage havde jeg etableret en god rutine: Jeg stod op på samme tid, tog bussen på samme tid og var hjemme igen på samme tid. I de fleste seminarer havde den mundtlige diskussion i timen højeste prioritet, hvorfor opgaverne bestod i at læse tekster og gøre sig nogle tanker om mulige spørgsmål til teksterne. Det lyder måske ikke af meget, men det var nok til at fylde min arbejdsuge ud.    

Da det digitale semester begyndte, følte jeg mig som i det indledende citat. Pludselig havde jeg ikke nogen rutine mere. Jeg havde ikke et fast skema mere. Alle underviserne valgte forskellige varianter. Nogle lavede ugentlige Zoom-møder, andre skiftede til helt ”asynkrone” seminarer og uploadede deres videoer med forelæsninger og opgaver på onlineplatformen ”OLAT” og nogle undervisere var ikke helt sikre på, hvordan de ville organisere deres kursus. Så jeg måtte først og fremmest finde ud af, hvilken underviser, der lavede hvad og hvornår og hvordan hvilket kursus fandt sted, og hvad der var de nye krav for at bestå kurset. Der var pludselig mange flere opgaver. Indtil da var jeg kun vant til at lave lektier og opgaver til danskkurset, men nu var der flere undervisere, der krævede flere og mere forskellige opgaver. Problemet var ikke så meget opgaverne, som hvordan det skulle gøres. Nogle ønskede flere test på OLAT, hvor undervisere kan teste vores færdigheder, andre ønskede ugentlige hjemmeopgaver og andre igen uddelte ekstra tekster hver anden eller tredje uge, som der skulle redegøres skriftligt for. Ugentlige videokonferencer var det eneste, der mindede mig om min strukturerede hverdag før corona, mens alt andet var nyt. Jeg havde været vant til, at jeg kun var nødt til at studere før en eksamen og læse et par tekster, men denne ”back to school”-følelse kastede mig helt ud af min sædvanlige rutine. Resultatet var, at jeg måtte gentage nogle kurser, fordi jeg havde mistet overblikket.

”Corona-Semester” påvirkede mig ikke kun socialt, men også arbejdsmæssigt. Jeg var nødt til, selvom jeg studerer på sjette semester, at begynde forfra igen med at lære, hvordan jeg studerer.

Nu er jeg midt i det andet corona-semester og har samlet nogle tips her, der hjalp mig og som måske også kan være en god støtte for dig:


1. Print dit skema ud eller tegn det i en ”Bullet Journal” og hæng det op, så du kan se på det igen og igen. Det kan være en god hjælp, hvis du også skriver andre detaljer såsom kontaktmuligheder og data om videokonferencen på planen.

2. Stil dit vækkeur regelmæssigt (om nødvendigt flere). Det kan hjælpe til at få struktur på dagen, hvis du står op samme tid hver dag.

3. Opret en separat mappe til hvert kursus på din computer (ideelt set i undermappen for det respektive semester) og gem alle dokumenter der. Opret en ekstra mappe til de indsendte opgaver, så du har et bevis, hvis noget går galt

4. Forsøg ikke at gøre alt i sidste øjeblik. Hvis du har tid, skal du udføre dine opgaver lige efter kurset, hvor du stadig er inde i temaet. Hvis du udsætter det til lige før næste gang, skal du muligvis bruge tid på at finde tilbage til temaet igen. Dette tip er især værdifuldt, når det drejer sig om sprog.

5. Lav en liste over, hvornår du skal have lavet og afleveret hvilken opgave til hvilket kursus – det gør det ikke kun lettere, det sparer også meget tid. Skriv ikke bare den seneste, men også en tidligere afleveringsdato, så du ikke kommer til at gøre alt i sidste øjeblik.

6. Stress ikke dig selv, hvis tingene ikke går godt. Stress ikke dig selv, hvis du udskyder dine opgaver så længe som muligt, når bare du gør dem færdige. Stress ikke dig selv, når teknikken strejker.

Det vigtigste jeg har lært i dette semester, falder sandsynligvis under punkt 6. Stress gnaver ikke kun i sjælen og får rynker til at dannes hurtigere – stress æder tid. Den tid du bruger på at være stresset og hvad stress gør ved dig, forhindrer dig i at gøre store ting. Den store ting kan ganske vist være en lille ting, for eksempel at læse en tekst eller bare gøre noget godt for din sjæl. Selvom alt andet mislykkes og du mister overblikket, ikke får afleveret dine opgaver i et kursus til tiden og du er nødt til at tage det om, er det ikke så dårligt, at det ikke er godt for noget. Vi studerer, vi lærer og hvis vi, på grund af corona, skal lære igen, hvordan vi organiserer os selv, kan det kun være en positiv vending. Jeg læste et spændende spørgsmål, der har ledsaget mig siden da og bliver ved med at minde mig om, at det er okay, hvis jeg bare holder pause et øjeblik og ikke lader mig stresse af mine opgaver: ”Kontrollerer du din tid eller kontrollerer din tid dig?”

Så du er velkommen til at kigge efter inspiration på internettet og fortælle os, hvad dine tips er til at få bedre styr på hverdagen som studerende og din tid i det hele taget. TAK for, at du tog dig tid til at læse mit indlæg.

2 Replies to “Organisering af corona-semesteret. 6 tips til at hjælpe dig med at gøre din hverdag som studerende lettere.”

  1. Kim Hélène Böddeker siger: Reply

    Anny, mange tak for dette nyttige råd på en vanskelig tid for studerende. Jeg kendte allerede nogle af dem fra guidebøger før Corona, såsom opdeling i undermapper for hvert kursus. Nu er sådan rådgivning blevet endnu vigtigere. Jeg kan kun anbefale dette råd, som jeg selv har prøvet og testet. At samle guider som dette var en god idé. Jeg håber, at yderligere forslag deles her. Tak for din artikel!

    1. Hej Kim Hélène! Tak for din kommentar! Det er en godt idé med guidebøger! Jeg vil se nærmere på det.

Leave a Reply