Hekseringe-tetralogien af den svenske forfatter Kerstin Ekman har længe været en klassiker i den skandinaviske litteratur. Jeg har læst den første del, og nu forstår jeg også hvorfor.
Ekman blev født i Risinge i 1933 og blev først kendt for sine detektivromaner i 1960’erne, men ændrede senere sin retning. Nu er hun især værdsat for sine differentierede karakter- og miljøskildringer, hvilket man forstår, når man har læst Hekseringene.
Romanen foregår i den lille by Vallmsta i slutningen af det 19. århundrede, hvor byggeriet af jernbanen medfører økonomiske og sociale ændringer.
Hekseringe handler hovedsageligt om tre kvinder fra tre forskellige generationer af Lang-familien, hvor den yngste af dem, Tora, er den centrale karakter. Men først møder vi Toras bedstemor Sara-Sabina og Toras mor Edla. Begge lever under dårlige forhold og accepterer det, fordi de føler, at de ikke har noget valg. De kæmper sig igennem livet, men er mere passive end selvbestemte. Alt ser ud, som om Toras liv kommer til at følge det samme mønster. Men Tora er anderledes. Hun bryder med denne tradition.
Det særlige ved romanens struktur er, at den er cyklisk. Således føres man gennem tre generationer af en familie og mærker, hvordan nogle cirkler sluttes, mens andre forbliver åbne eller tegner større buer. Det er bestemt ikke tilfældigt, at der er en cirkel i titlen. Ved at se på flere generationer med fokus på den sidste, der forekommer i denne del, kan interaktionen mellem industrialisering og det personlige niveau med fattigdom og kvinders vilkår afklares. Ud over historierne om hovedpersonerne giver romanen mange korte indblikke i andre personers liv og dermed mulighed for yderligere differentiering. Det bliver klart, hvordan industrialiseringen påvirker hver person forskelligt, men fokus forbliver på hovedpersonernes historier.
På trods af potentialet for at identificere sig med karaktererne holder romanen afstand. Man er ikke midt i det, men observerer, hvad der sker udefra, hvilket hjælper læseren med at opretholde en neutral position. Når nogen dør? Så er det ikke et trist drama, men bare en kendsgerning, der nogle gange lige netop er vigtig nok til en underordnet sætning. Men i Ekmans skrivestil virker det ikke hårdt eller grimt – det er bare livets gang. Humor bidrager også til dette. Den er subtilt ved din side i de rigtige situationer for at tage vægten af og opretholde objektiviteten. Humoren sørger for, at der ikke bliver for meget patos; stilen forbliver nøgtern.
Som kontrast til nøgternheden står romanens billedlige præsentation. Mennesker, aktiviteter, omgivelser – alt er beskrevet så tydeligt, at man let kan se det for sig, når man læser. Så det generer ikke, at man ikke identificerer sig så meget med karaktererne, fordi det hele virker flydende og sammenhængende. Manglende identifikation gør det ikke kedeligt.
Især de mere intensive naturbeskrivelser skiller sig ud og indeholder dybere billeder. Naturen er konstant til stede, og allerede på de første par sider kan man mærke, hvordan stemningen og miljøet passer sammen. Dette går gennem hele romanen og inkluderer positive såvel som negative følelser. Naturens motiv som et spejl af det indre har en lang tradition i litteraturhistorien, og Ekman fortsætter den på bedste vis.
Nu kunne man sikkert fylde flere sider med en analyse af jernbanen som motiv og romanens holdning til naturen og hvad det kunne betyde – men hvorfor foregribe alt? Hvis denne artikel har vakt din nysgerrighed, må du endelig læse bogen selv og fortælle os, hvad du synes om den!