Elvere, orker og dværge, fantasy-romaner, der beskriver kampen mellem godt og ondt på tusindvis af sider; har det ikke alt sammen at gøre med, hvordan vi behandler hinanden og miljøet? Når jeg læser fantasy eller gamle sagn, har jeg ofte sådanne tanker. Forleden lagde jeg mærke til noget, mens jeg læste, som jeg ikke kunne få ud af hovedet. At gamle fortællingers mytiske kreaturer afspejler en forgangen bevidsthed, ansvarsfølelse og en tro på en sammenhængende verden. Her er ikke plads til en fuldstændig diskussion af tro og fortolkninger af mytologi, og det er heller ikke mit mål. I det følgende fremfører jeg blot mine egne tanker.
Nylig tog jeg bogen Tolkiens Geschöpfe, som jeg tilfældigvis havde købt et defekt eksemplar af på togstationen for et par år siden, og begyndte at læse de første par sider. Tolkiens Geschöpfe er en samling af noveller, der alle handler om de fantastiske væsener, der bebor Midgård (navnet på Tolkiens imaginære verden ”Middle-Earth”, som er inspireret af den nordiske mytologi); altså de væsener, som J.R.R. Tolkien skabte til sine bøger Hobbitten og Ringenes Herre. Dermed satte han et varigt præg på fantasy-genren. Læsernes forestillinger, såvel som de fantasiverdener, som andre forfatteres handlinger foregår i i dag, bygger stærkt på eller forsøger bevidst at understrege forskelle fra Tolkiens verden. Men selv Tolkien fremtryllede ikke sine skabninger ud af den blå luft: Han lånte store dele af dem fra norrøn og keltisk mytologi.
På denne måde beskriver novellerne i Tolkiens Geschöpfe nu og da meget forskellige væsener og egenskaber. Redaktørerne Franz Rottensteiner og Erik Simon opdeler novellerne i kategorier efter de forskellige folkeslag og giver hver enkelt en kort introduktion. Sådan beskriver de Tolkiens elvere og alfernes karakteristika fra folkesagn og litteratur. De menneskelignende, for det meste yndefulde og spidsørede magiske væsener i de gamle sagn er ofte tvetydige skabninger. Ligesom nisser og andre kan de gøre onde ting og bringe uheld, men de kan også hjælpe folk med deres magi. Hvad der sker, afhænger ikke kun af væsenernes humør, men er også en reaktion på, om folk har oprørt dem eller hjulpet dem – sådan set som hævn eller belønning eller som betaling af en gæld. Derfor, altså for at sikre disse væseners velvilje, er der tradition for offergaver; somme tider er det blot en skål grød placeret i vindueskarmen.
Alfer og andre menneskelignende væsener bor ofte langt fra menneskelige bosættelser, i deres forfædres gravhøje og skjult i ly af mørke, klipper og vegetation. De er derfor tæt forbundet med naturen og vogter sig for menneskernes indgreb og øjne, der er mistænksomme eller ligefrem fjendtlige over for den gamle magi. Ydermere kunne tilknytningen til forfædrene tyde på, at de repræsenterer en fortid, hvor sameksistens og respekt for magi og natur havde en endnu højere prioritet i folks bevidsthed.
Det, der giver genlyd i disse fortællinger, er ideen om, at hvis man handler egoistisk og uden at være opmærksom på sin omverden, vil man tiltrække sig de magiske væseners mismod. Eller at det omvendt bringer held og lykke at omgås naturen og dens indbyggere på en god måde. I hvert fald er der magter, der gør gengæld og er i stand til direkte at påvirke menneskers liv. Heraf kommer en bevidsthed om ansvar, eller i det mindste respekt for disse andre magter. Mennesket er ikke alene i verden, og alt omkring det er så tæt forbundet med hinanden, at omgang med naturen har umiddelbare konsekvenser. Sagn har ofte en morale, og fortællinger om mytiske skabninger, der gengælder folks adfærd, afslører en verden, hvor der er andre bevidste væsener udover mennesker. Der formidles respekt for andre og naturen, og det fremgår tydeligt, at hvis man forstyrrer harmonien, vil det give bagslag for én.
Sådan en idé er ikke længere almindelig i dag. Jeg vil endda sige, at den foreløbigt blev afløst af monoteistiske religioner som kristendommen, hvor mennesker kun er ansvarlige over for en gud. Men mennesket er skabt i denne guds billede og adskiller sig fra resten af skaberværket, det er overlegent i forhold til andre væsener i stedet for at være forbundet med alt. Siden oplysningstiden og industrialiseringen har folk følt sig mindre og mindre ansvarlige over for nogen. Vi mennesker er alle tings målestok, og alt tjener kun til at øge vores velstand. Vi ser sig selv løsnet fra naturen og budene og har ikke behov for at nære frygt eller have respekt for andre, større kræfter, der kunne fratage os tronen eller irettesætte os. Og således kan vi mennesker udnytte og ødelægge vores miljø, så længe det kun tjener vores profit, fordi sammenhængene iverden og vores rolle i den er lukket for os, og vi er ikke bange for, at konsekvenserne falder tilbage på os. Hvis det ikke var for den videnskabsbaserede erkendelse, der tydeligere og tydeligere siger, at det ikke kan fortsætte sådan meget længere, at ressourcerne er begrænsede, og vi mennesker er afhængige af det, som vi ødelægger. Måske er det på tide at indføre magiske væsner igen, der danser i naturen og sætter en grænse for os med deres forbandelser.
Men den moderne fantasylitteraturs væsener, verdener og handlinger kan også ses i sådan et lys; som en omfattende allegori på miljøbevidsthed og ødelæggelse. På grund af Tolkiens allerede nævnte store indflydelse på genren vil jeg hovedsageligt referere til dynamikken i hans fortællinger om Midgård. Et tema, der altid giver genklang, er verdens forandring. De gamle folkeslag og magien forlader langsomt, men sikkert den verden, de havde beboet så længe, og gør plads til nye racer som mennesker. Den gamle magi viger for en ny orden, nye teknologier og bestræbelser – hurtige forandringer, der ikke giver plads til det gamle. Ligesom menneskehedens fremadskridende vækst fortrænger naturen i dag, og forbruget af flere og flere produkter fortrænger andre levemåder.
Tolkiens elvere er afgørende for de gamle folkeslag, som for eksempel også omfatter dværge. De yndefulde, vise og magifulde væsener begynder deres tilbagetog fra Midgård og overlader den gamle verden til de nytilkomne, til menneskerne. De lever i harmoni med naturen og kender ingen død på grund af alderdom. Fordi de magiske væsener oplever århundreder og årtusinder, kan man attestere/antage, at de forstår verdens komplekse sameksistens bedre end mennesker nogensinde har kunnet. Elverne ved, at indgreb i naturens harmoni har konsekvenser, selvom disse nogle gange først sker efter få/flere menneskelige generationer (som den klimakatastrofe, vi nu står over for).
Onde kræfter driver også deres uvæsen i fantasy-verdener. Deres søgen efter magt og efter at undertvinge hele verden, bringer alt og alle i fare. Deres hærskarer dræber og brænder, rydder skove og udvinder malm fra jorden uden at tage hensyn til noget for at styrke deres armé. Når vi læser bogerne, er det indlysende, at dette er ondskabens handling, og at det naturligvis må være alle andre folkeslags opgave at kæmpe imod den og knuse de mørke kræfters virke for at beskytte livet på jorden og opretholde en fremtid, der er værd at leve. Men virkeligheden er, at vi hensynsløst udnytter vores planets ressourcer, får arter til at uddø og bringer vores børns fremtid og menneskers eksistens andre steder i verden i fare. Modstandsbevægelserne vokser, men i sammenligning med fantasys kamper er vores kamp sølle. Hvis/Når det virker så tydeligt i litteratur og film, hvorfor fører vi så ikke en meget hårdere linje over for forurening? Fordi vi stadig ikke kan se, hvor direkte det påvirker os, når eksistensen af andet liv på jorden er truet? Hvordan ville vi agere, hvis det var orker, der ødelagde naturen på den måde, som vi gør det?
Fantasylitteraturens mennesker er et ungt folk i verden og har kun lidt forbindelse til den gamle magi. De medbringer mange gode egenskaber, men deres grådighed fører dem ofte i fortræd, og det er ikke ualmindeligt, at de stiller sig på ondskabens side i deres søgen efter magt. Men med så meget godt slumrende i sig kan de også gøre det rigtige og bekæmpe det onde, hvis de bare fokuserer på det, der er vigtigt. Og da de andre folkeslag forlader verden sammen med magien, er det menneskets ansvar frem for alt andet at gøre netop det, og dermed beskytte verdens fremtid.
Der er en allegori i denne forenklede opfattelse af kampen mellem godt og ondt, som kan anvendes på mange konflikter i verden i dagMen det falder mig mest i øjene i forhold til kampen for miljøbeskyttelse og klimaretfærdighed. Det fortvivlede forsøg på at holde verden intakt for fremtidige generationer, i lyset af den umådelige ødelæggelse af miljøet på grund af grådighed og stræben efter mere og mere. Mens vi kæmper for at beskytte skovene mod skovrydning og for at plante flere træer, bliver urskovens træer i Tolkiens Ringenes Herre under Sarumans vejledning fældet af orker for at skabe flere orker.
Skyggens kamp mod lyset virker som en kamp ført af miljøødelæggelse og magtbegær mod livet og sammenholdet mellem mange forskellige skabninger. De mørke kræfter medfører forfald og dødt land, hvor de rykker frem, og dyrene flygter fra det døende planteliv. Men hvor lyset, det gode, stadig er ved magten, er verdens farver lyse og grønne. Frem for alt dér, hvor de gamle folkeslag har bosat sig, er naturen stadig alt for synlig. Især hos elverne er det tydeligt, hvor tæt de lever med de omkringliggende urskove.
Desværre er jeg ikke så velbevandret i sagaerne fra andre dele af verden. Men efter hvad jeg ved, kan lignende forbindelser skabes overalt. Og enhver, der kender japanske animationsfilm som Princess Mononoke, vil klart genkende allegorien om verden i forandring og miljøbevidsthed.
De mange dokumentarer, videnskabelige advarsler og miljøspørgsmål bliver i stigende grad inddraget i nyheder og politik. Jeg tror, de fleste indser, at vi står over for en klimakatastrofe, massiv udryddelse af arter og umådelig miljøforurening. Frygten for at have forpasset chancen for en fremtid, der er værd at leve, vokser også. Nogle steder er stemmerne blevet højere – der søges løsninger og kræves mere konsekvent handling, men råbet er ikke højt nok. Menneskets plyndringstogt er ikke stoppet endnu, tendensen til vækst – og dermed ødelæggelse – fortsætter. Det ser ud til, at det er lettere at lulle sig ind i komforten ved en status quo end at se den katastrofale situation og dens konsekvenser åbent og ærligt i øjnene og reflektere over sig selv. Hvis I har lyst til at læse mere om økokritiske analyser af fantasylitteratur og de væsener, der befolker den, finder I under artiklen eksempler på litteratur, der omhandler økokritik i fantasy.
Naturligvis kan intet af det overføres direkte til vores verden på en så forenklet måde, og en skelnen mellem godt og ondt risikerer at indføre dogmatisme i forståelsen af meget komplekse strukturer. Men jeg personligt synes, at det ville være fantastisk, hvis vi alle kunne besinde os på, at det er godt at føle ansvar for vores miljø og at behandle det godt; at beskytte naturen og andre væsener og mennesker, fordi vi indser, at alt hænger sammen, og at komme væk fra en menneskecentreret tænkning.
Udvalg af litteratur:
C. Brawley, Nature and the numinous in mythopoeic fantasy literature46 (Jefferson, North Carolina, 2014).
B. Coates, Genii Loci and Ecocriticism from Mythology to Fantasy. Doctoral dissertation, University of Huddersfield (2018).
I. Geising, Fantasy-Wesen aus ökokritischer Sicht: Tolkiens The Lord oft the Rings und Rowlings Harry-Potter-Reihe. Saarbrücker Digitale Interdisziplinäre Nachwuchsbeiträge zum Ecocriticism, Band 4, 2016. G. Ulstein, Hobbits, ents, and dæmons: ecocritical thought embodied in the fantastic. Fafnir: nordic journal of science fiction and fantasy research, 2(4), 2015, 7-17.