En grund til, at jeg godt kan lide at studere litteraturvidenskab, er, at jeg igen og igen skal sætte mig ind i forfatterskaber, som jeg enten ikke kendte eller som jeg aldrig ville have beskæftiget mig med. Der er mange bøger, der har fundet vej ind i min bogreol på den måde, blandt andet Christa Wolfs novelle Was bleibt (Hvad der er tilbage; ikke oversat til dansk), som jeg fortalte om for noget tid siden her på bloggen. I sidste semester var det J. P. Jacobsen, jeg lærte at kende.
Naturligvis var navnet ikke nyt for mig, fordi man ikke kommer uden om det, når man studerer dansk over seks år. Jeg havde også hørt om hans hovedværk, romanen Niels Lyhne (1880). Jeg havde så fornøjelsen af at læse noget af Jacobsen for første gang som en del af et seminar om pestlitteratur, nemlig hans novelle Pesten i Bergamo (1882).
Jacobsen er én af de mest kendte forfattere fra det Moderne Gennembrud. Han tilhørte kredsen omkring Georg Brandes, der selv kaldte Jacobsen én af det Moderne Gennembruds Mænd. I dette miljø fik Jacobsen mulighed for at opbygge en identitet som digter og naturvidenskabsmand.
Jacobsen voksede op i Thisted, Jylland, og flyttede til København som 15-årig for at studere botanik. Han var den første i sin familie, der fik denne høje uddannelse. Botanikken trænede hans øje for detaljer, som senere skulle komme hans forfatterskab til gode. Jacobsen oversatte blandt andet Charles Darwins evolutionsteori til dansk og udbredte den dermed i sit hjemland.
I lang tid vidste Jacobsen ikke, hvordan han skulle kombinere sin interesse for poesi med den for naturvidenskab. Det lykkedes i mindre grad i hans tidligere forfatterskab. Først med novellen Mogens (1872), hans gennembrudsværk, som samtidig også etablerede den danske naturalisme, lykkedes det ham at få sit videnskabelige verdensbillede litterært repræsenteret.
Indholdsmæssigt betragtes Jacobsen som en af det Moderne Gennembruds mest solide forfattere. Niels Lyhne er uden tvivl den danske naturalismes vigtigste roman. Men rent formmæssigt kunne Jacobsen godt lide at afvige. For eksempel blev hans første roman Fru Marie Grubbe (1876) afvist af Georg Brandes, fordi den historiske handling ikke levede op til kravet om aktualitet i litteraturen. Pesten i Bergamo, en af de sidste tre tekster, Jacobsen skrev inden sin død, foregår også i fortiden.
Men det er netop her, at Jacobsens kærlighed til detaljen bliver tydelig. For han sætter ikke bare handlingen flere århundreder tilbage, men tilpasser også sit sprog til det. Han laver et omfattende forarbejde og en grundig research til Fru Marie Grubbe. Han læser samtidige vidnesbyrd fra det 17. århundrede og laver omfattende uddrag for at matche sprogtonen. Også i Pesten i Bergamo er sproget forældet. Desuden understøttes novellens tema, forhandlingen om teodicé, med snedigt indføjede bibelcitater.
At Jacobsen bevidst bruger og former sit sprog, fremgår af de mange forarbejder og forkastede manuskripter, der gik forud for udgivelsen. Det er vigtigt for ham ikke at nøjes med det første det bedste. I et brev til Georg Brandes dateret 2. maj 1877 skriver han: „Det var netop det, jeg den Gang havde begyndt at se overalt i al Litteratur at de første bedste Udtryk ikke var det bedste, at der kun var eet bedste Udtryk som man med Held eller med Flid kunne komme mere eller mindre nært – eller vel endog ganske ramme.“
Jacobsens stilistiske finesse er særlig tydelig i Pesten i Bergamo. Det er ikke uden grund, at den indflydelsesrige litteraturhistoriker Vilhelm Andersen (1864-1953), en forfatter, litteraturhistoriker og intellektuel, beskrev denne novelle som Jacobsens „ypperste Stilværk“, hvor han driver „Kræfterne i sin historiske Kunst til det yderste“.* Ud over at arkaisere sproget tilpasser Jacobsen syntaksen til det mundtlige sprog. Således bruges lange paratakser og mange konjunktioner fra det mundtlige sprog (og, eller, for, da, der). Dette er allerede tydeligt i fortællingens første, indledende sætning.
”Der var Gammel-Bergamo oppe paa Toppen af et lavt Bjærg, i Hegn bag Mure og Porte, og der var det nye Bergamo nede ved Bjærgets Fod, aabent for alle Vinde.”
Af alle disse grunde er det overraskende, at Pesten i Bergamo har fået så lidt opmærksomhed fra forskere. Det virker næsten, som om ingen i lang tid har vidst, hvordan novellen skulle fortolkes. Men især filologer burde nyde at analysere en tekst, hvor næsten hvert eneste ord skal granskes nøje.
I 2020 udgav LIWI-forlaget en ny udgave af nogle af Jacobsens noveller på tysk med titlen Die Pest in Bergamo. Denne udgave indeholder blandt andet Pesten i Bergamo og Mogens. Men disse tekster er ikke blevet genoversat. I stedet har man brugt Mathilde Manns oversættelser fra begyndelsen af 1900-tallet, som desværre ikke helt yder Jacobsens stilistiske kunst retfærdighed. Ikke desto mindre kan denne udgave anbefales til alle, der ønsker at stifte bekendtskab med J. P. Jacobsen uden at kunne dansk.
* V. Andersen: Illustreret dansk litteraturhistorie, Bd. IV, S. 222.