Da vi diskuterede kønsneutralt sprog i Kulturkiosk-gruppen, talte vi også om dialekter. Jeg synes, det er meget spændende, at vi har forskellige meninger ikke kun om kønsneutralt sprog, men også om dialekter. Jeg synes, at det er fantastisk, når nogen kan tale en dialekt. Desværre kan jeg det ikke selv, men jeg har altid været fascineret af dialekter: Udtalen af ordene i standardsproget kan være meget forskellig afhængigt af regionen, ofte har en dialekt sin egen grammatik og ordforråd.
En dialekt er en regional eller lokal sprogvariant. Det dagligdags sprog i en region påvirkes ofte af forskellige dialekter, disse kaldes regiolekter eller regionalsprog.
For eksempel er der flere regionalt forskellige ord for slik i Tyskland, fx: Bombom, Bonsche, Bollchen, Bolla, Klümpchen, Kamelle, Guatl, Gutsje, Guuzi og meget mere.
De fleste dialekter bliver kun talt og findes ikke i skriftlig form. Dialekt kan høres i radioen, på regionale stationer, men også i folkelige teaterstykker. Dialekter formidler en bestemt stemning.
I René Frelle Petersens film Onkel (2019) tales der dialekt. Alle skuespillerne kommer fra området omkring filmlokationen Tønder, en lille by i Syddanmark, som instruktør René Frelle Petersen og producer Marco Lorenzen selv kommer fra. Den autentiske udtale er et særligt karakteristikum ved denne film, som fik mange nomineringer og Bodil-prisen for bedste film. Dialekten bidrager afgørende til filmens virkning.
Men der findes også skrevne dialekter: fx Asterix på dialekt. Bogen Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry er ikke kun oversat til mange sprog, men der findes også udgaver af den på forskellige dialekter. Forlaget Langenscheidt udgiver sprog-kalendere og dialekt-ordbøger.
En bog, der bruger dialekter på en særlig måde, er Kai Sandemo/ Kai Sandmoser af Hans Herbjørnsrud (Frankfurt 2005). Her er plot og sprog vævet sammen. Hovedpersonen Kai Sandemo skriver et langt brev til en ven og skifter sprog og dialekt i løbet af historien. Sproget skifter fra dansk til bokmål, et skriftsprog der er påvirket af dansk, og videre til nynorsk, det norske skriftsprog som er konstrueret på grundlag af norske dialekter.
Reklamerne bruger også dialekter, som her kan have flere funktioner: Man kan bedre nå specifikke grupper gennem dagligdags sprog, potentielle kunder kan føle sig mere direkte adresseret, man kan høre på sproget, hvor produkterne kommer fra, og man kigger en ekstra gang, når dialekterne optræder i skriftlig form. Kendte eksempler på slogans på dialekt er en müsli-reklame, en reklame for hostedråber, men også reklamer for regionale bryggerier.
I comedy bruges dialekter også: til at imitere bestemte stemmer eller til at lege med typiske fordomme som for eksempel at udseende og det forventede sprog ikke passer sammen.
Dialekt kan medføre en følelse af hjem og tilhørsforhold. Da jeg var barn, boede jeg i Baden-Württemberg i kort tid, og jeg kan især godt lide at høre den alemanniske dialekt. Enhver, der er vokset op i Frankfurt eller i nærheden af Frankfurt, kender helt sikkert talemåden „Wermsche uff´m Termsche mi´m Schermsche unnerm Ermsche“. Jeg kan ikke tale hessisk, men jeg bruger ord som Kneipchen og Kolter, som er ord, der bruges her i Hessen om en lille køkkenkniv og et tæppe.
Dialekter kan have dog også have en afgrænsende effekt. Det bliver hurtigt klart, hvem der ikke forstod, hvad der blev sagt og måske er nødt til at bede om at få det gentaget. En konstrueret, uautentisk klingende dialekt kan endda virke ubehagelig.
Dialekter er præget af fordomme: Hvis man kommer fra Nordtyskland og taler plattysk, kan man virke tilbageholdende, have en tør sans for humor og opføre sig temmelig reserveret. Hjemstavnforestillingen, som er tydelig her, indebærer, at en person med en bayersk dialekt sandsynligvis foretrækker det ret solide køkken, eller at en person med en Köln-dialekt sandsynligvis kan lide at drikke øltypen Kölsch og muligvis fester på en anden måde end folk fra Schwaben.
Det er fordomme, der findes, ligesom fordommene om, at folk som taler et “rigtigt højtysk”, kan udtrykke sig mere præcist eller er bedre uddannede. Men man kan også have en helt anden mening: at kunne tale dialekter udvider ens ordforråd og sproglige fleksibilitet.
Jeg tror, at dialekternes mangfoldighed er noget, der er værd at pleje og bevare. Det er et udtryk for identitet. Men dialekterne har det svært. På grund af, at det næsten er blevet normalt at flytte med jævne mellemrum, blandes dialekterne eller de tales slet ikke længere.
Og det er en skam, synes jeg.
Hvad synes du om dialekter? Taler du en dialekt?
I Tyskland kan man groft skelne mellem platfrankisk, frisisk, plattysk, mellemtysk og øvre tysk.
I Danmark er der tre hovedgrupper af dialekter med yderligere undergrupper
ømål eller ødansk, jysk og østdansk.
Henvis hellere til: http://dialekt.ku.dk
Og kommentér henvisningerne – også den næste:
https://www.tagesanzeiger.ch/_external/interactive/2015/sprachatlas_v8/index.html#/questions