Det forekom mig som en meget dansk erfaring, da min værtsfamilie på et udlandsophold i Aarhus spurgte mig en aften, om jeg havde lyst til at se et tv-program sammen med dem. Selv familiens tolvårige søn så frivilligt med – derfor var der ingen tvivl om det: Det her var en alvorlig sag! Sagen bar navnet ”Den store Bagedyst” og er den danske pendant til den britiske bagekonkurrence ”The Great British Bake Off”, som er blevet adapteret i over 20 lande. I Tyskland hedder programmet ”Das große Backen“.
Konceptet er som følger: Ti deltagere, som alle er talentfulde amatørbagere, konkurrerer mod hinanden. Hver uge bliver et afsnit sendt, som hver især har et bestemt motto. I den 11. sæson var temaerne for eksempel: ”Chokolade i det hele”, ”En tur rundt i Danmark” og ”Blomster”. I hvert afsnit skal deltagerne dyste mod hinanden i form af tre udfordringer, som forløber på samme måde hver uge:
1. ”Favorit-bag”
Deltagerne bager et bestemt bagværk og bruger deres egen opskrift.
2. ”Den hemmelige udfordring”
Først umiddelbart før udfordringen begynder, får deltagerne at vide, hvad opgaven er. Alle skal følge den samme opskrift. Fokussen ligger tit på en bestemt bageteknik eller et særlig udfordrende bagværk.
3. ”Mesterværket”
I den sidste opgave må deltagerne udfolde deres kreativitet. De skaber individuelle bagværk ud fra deres egen opskrift.
De to dommere, Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen, vurderer alle kreationer og bestemmer, hvem der skal sendes hjem, fra og med det andet afsnit. Desuden bliver ”mesterforklædet” tildelt ugens bedste deltager. De sidste tre deltagere kommer i finalen, og én af dem bliver kåret som sæsonens vinder.
I det hele taget er ”Den store Bagedyst” altså først og fremmest et klassisk konkurrenceprogram. (Begavede) mennesker med en bestemt evne konkurrerer mod hinanden. Man har en jury, en vært, voice over-kommentarer, interviews og altid de samme, rolige optagelser af kulissen, Clausholm Slotspark syd for Randers. Som tilskuer har man sine favoritter, man er spændt, når det bliver stressende for deltagerne, man prøver at forudse, hvem der bliver sendt hjem eller hvem der vinder sæsonen – og selvfølgelig snakker man også meget om, hvilken kage man helst ville spise nu.
På mit udlandsophold så jeg kun et par enkelte afsnit, men af en eller anden grund glemte jeg aldrig helt programmet, og pludselig krydsede vores veje sig igen næsten syv år senere. Det skete sidste sommer, da jeg var på en kort ferie i Odense, og uden at tænke for meget over det klikkede på den 11. sæson på dr.dk. Og denne gang blev jeg bevidst om, at ”Den store Bagedyst” ikke kun er god underholdning, men også fremmer ens sprogkundskaber på en fremragende måde.
Mine danskkundskaber var allerede gode på dette tidspunkt, dog havde jeg den perfekte forsøgskanin siddende ved siden af mig – min søster, hvis danske ordforråd var begrænset til ”hej” og ”tak” (og ”friske jordbær”, men det er en anden historie). Vi aktiverede de danske undertekster og blev enige om, at jeg skulle sammenfatte, hvad der blev sagt i programmet. Det viste sig dog, at min søster havde mindre og mindre brug for det, jo flere afsnit vi så, fordi hun udviklede sin egen læse- og lytteforståelse på grund af programmet – selv udvidede jeg også mit ordforråd.
Efter at have set flere sæsoner kan jeg nu konkludere, at der er nogle aspekter ved programmet, som havde en positiv effekt på vores danskkundskaber:
1. Gentagelse
På den ene side følger hvert Bagedyst-afsnit det samme skema, på den anden side hører man mange udtryk og gloser regelmæssigt. Når dommerne skærer et stykke af en lagkage, som har den perfekte konsistens, kommenterer de det altid med ”Flot snit!”. Før deltagerne får at vide, hvad den hemmelige udfordring er, er de ofte ”megaspændt”, og når tiden er ved at løbe ud, forkynder værten Timm Vladimir: ”Der er ti minutter tilbage!”
På den samme måde dukker navnene på typiske bageingredienser op igen og igen, og når man har set nogen få ”mesterforklædet” en tre gange, ved man bare, at det er et meget specielt forklæde.
2. Visualitet
I forhold til temaerne i mange andre tv-programmer, er bagning noget visuelt. Man følger hvert arbejdsskridt med øjnene, mens deltagerne forklarer, hvad de gør. Som regel overlapper den visuelle og den auditive side hinanden i forholdsvis høj grad. På den måde hjælper øjnene med at sætte de ord, man hører eller læser, i relation til de rigtige ting. Det kan man illustrere bedst ved mesterværksudfordringen: Før deltagerne begynder med at bage, bliver deres koncepter fremstillet med en animeret grafik, hvor pile peger på de enkelte ingredienser. Samtidigt præsenterer voice over-stemmen konceptet, hvorved billedet og lyden svarer til hinanden. Dertil bliver man både konfronteret med retskrivning og udtalelse af nogle ord på én gang. Hvis det var et datingprogram eller en quiz, ville denne effekt udeblive – dér ville man se to personer i samtale med hinanden, men uden et tegn på, hvad samtalen handler om, bortset fra det sproglige. Man ville kun kunne følge samtalen, hvis man allerede forstod sproget til en vis grad i forvejen.
3. Autenticitet
Især med hensyn til lytteforståelse synes jeg, at programmer hvor folk optræder som sig selv, er bedre egnede til at lære sprog end film eller serier med skuespillere. Sproget er tættere på virkeligheden, især hvad angår interviews og spontane reaktioner, som ikke er blevet lært udenad – ligesom udtalelser i hverdagen. Når man husker et udtryk fra et reality-program, kan man være mere sikker på, at der er modersmålstalende, der faktisk bruger udtrykket, end hvis det kun stod i et manuskript.
Sidst, men ikke mindst, spiller kulturel viden en rolle. I et afsnit skulle deltagerne følge opskrifterne på forskellige danske dialekter, og på vores ferie glædede vi os altid, når vi genkendte noget fra programmet hos en bager eller i et supermarked. Desuden oplevede vi to turister et sjovt øjeblik, da en deltager blev præsenteret som en kvinde fra Kerteminde – vi havde nemlig lige besøgt byen samme dag.
Når jeg tænker lidt over de tre ovennævnte aspekter, lægger jeg også mærke til, at de alle er essentielle for at lære sprog generelt. Da jeg begyndte at lære dansk, huskede jeg de fleste gloser og formuleringer, fordi jeg så dem igen og igen. Jeg lærte dem ikke udenad ligesom i skolen, men blev fortrolig med dem ved gentagne gange at lytte til, læse og bruge dem.
På nettet læser man tit om folk, der har forbedret deres engelskkundskaber ved at spille computerspil. Det kan man også overføre til gentagelse og overlap af visuelle og auditive elementer. Hvis man spiller et engelsksproget survivalspil, får man ”wood” ved at fælde et ”tree” med en ”axe” og lægger derefter materialet i en ”chest”, idet man ser alle fire objekter foran sig, mens man bruger dem. Det fungerer altså ikke kun med kage! Det minder mig endda lidt om måden, hvorpå små børn lærer deres modersmål: Man peger på en kat, forklarer: ”Det er en kat”, og før man får set sig om, er barnet i stand til at sige kat, når det ser en. På den baggrund er jeg ikke længere så overrasket over, at min søster, der pludselig taler lidt dansk, for nylig viste mig en pakke hakkede hasselnødder fra et tysk supermarked og stolt udbrød på dansk: ”hasselnødder!”
Selvom programmet ikke er konciperet for at lære dansk, er ”Den store Bagedyst” godt egnet til det, også når man kun har få forudgående kundskaber. Ganske vist lærer man ikke at tale sproget flydende ved bare at se en bagekonkurrence, men man forbedrer helt sikkert sit ordforråd, sin lytteforståelse og – i hvert fald en lille smule – sine bagekundskaber. Hvor er det godt, at formatet eksisterer i så mange lande – så kan man straks fortsætte med det næste sprog.