Siden 2018 har Nicole Seifert, som er forfatter, oversætter og redaktør, haft sin egen litterære blog Nacht und Tag (dansk: ”Nat og dag”), hvor hun diskuterer og præsenterer aktuel og genopdaget litteratur af kvinder. I sin bog Frauen Literatur (2021, dansk: ”kvinder litteratur”) undersøger hun uligheden mellem kønnene i litteraturen med hensyn til produktion og reception. Hun nævner Emily Brontës roman Stormfulde Højder (Wuthering Heights, 1847) som et af mange eksempler på, hvordan kvinder diskrimineres i den litterære verden. Den blev først udgivet under pseudonymet Ellis Bell. Seifert beskriver en forskel i anmeldelserne af romanen fra før og efter at det kom frem, at den var skrevet af en kvinde:
Førstnævnte roste indholdet, sproget og moralen hos ›Ellis Bell‹, mens det om den samme roman af Emily Brontë var forfatterens ungdom og restriktive levevilkår samt tekstens ›feminine‹ egenskaber, der blev fremhævet. Forfatteren Bell blev sammenlignet med en barsk sømand, præstedatteren Emily med en flagrende og snart udmattet fugl i et bur. Dette gør det særligt tydeligt, hvad litteraturvidenskaben også har påvist med andre eksempler: I det 19. århundrede bedømmes kvindelitteratur først og fremmest på biografiske præmisser. [egen oversættelse]
Det er dog ikke kun typen af diskussion, der er forskellig, men også det spørgsmål, om tekster overhovedet diskuteres og inkluderes i kanon. Det bliver tydeligt i Gabriele Reuters roman Aus guter Familie (1895, dansk: ”Af god familie”), som udkom samtidig med Theodor Fontanes Effi Briest (1895), og som behandler et lignende tema: Begge romaner handler om en ung kvinde, der går til grunde på grund af sociale krav og samfundsmæssige omstændigheder. Begge romaner fik gode anmeldelser i samtiden og blev udgivet flere gange. Men mens Effi Briest stadig læses i de tyske skoler i dag, er Aus guter Familie gået i glemmebogen eller blevet undertrykt og på uretfærdig vis ikke inkluderet i kanon. Når man ser på den litterære kanon generelt, bliver det klart, at kvinder og deres tekster kun spiller en meget lille rolle. Tekster af kvinder er – ligesom tekster af andre marginaliserede grupper – udelukket fra den litterære kanon. Modargumentet om, at kvindelige forfattere som Brontë-søstrene og Jane Austen stadig bliver genoptrykt næsten hvert år verden over, virker latterligt i betragtning af de mange mænd, der står over for disse kvinder alene i den britiske litteraturhistoriografi. At kvinder er udelukket fra den litterære kanon, er et faktum, som ikke kan modbevises. Derfor er det vigtigt, at vi bevidst læser tekster af kvinder, også ældre tekster. Litteraturvidenskaben skal beskæftige sig med disse tekster, da det er den eneste måde, hvorpå man kan skabe interesse og efterspørgsel efter nye udgaver af disse tekster.
Seiferts bog var et wake-up call for mig. Den fik mig til at indse, hvor lidt litteratur af kvinder jeg havde læst i løbet af min gymnasietid og mine litteraturstudier. De forhold, som Seifert beskriver i forbindelse med sine egne litteraturstudier i 1990’erne, gælder stadig for mine studier næsten 30 år senere. Meget lidt har ændret sig: Selv om der nu er nogle seminarer, der bevidst fokuserer på tekster af kvinder, var jeg nødt til at opsøge disse kurser specifikt. Det var derfor en hjertesag for mig at skrive mit speciale om litteratur af kvinder. Jeg valgte Reuters Aus guter Familie og Adda Ravnkildes Judith Fürste (1884).
Aus guter Familie er allerede blevet undersøgt relativt grundigt siden genopdagelsen i 1990’erne, men Judith Fürste har endnu ikke fået den opmærksomhed, den fortjener i litteraturforskningen. Romanen handler om en ung kvinde, der forgæves kæmper for sin selvstændighed, og som i sidste ende må affinde sig med sin underordnede rolle i patriarkatet. Det eneste valg, hun har, er, hvem hun vil underkaste sig: sin stedfar, en ægtemand eller fattigdom.
Romanen er endnu et eksempel på, at tekster af kvinder diskuteres mindre og anderledes end tekster af mænd. Ravnkildes værk blev udgivet posthumt af Georg Brandes. Han har forsynet Judith Fürste med et forord, hvor han stort set ikke taler om selve romanen, men i første omgang kun om forfatteren og hendes liv:
Henimod Maanedens Slutning kom den unge Pige, der havde afleveret det. Hun var naturlig, alvorlig, 21 Aar gammel, med kloge og klare Øjne. Der var noget Aandigt og Dristigt ved Blikket. Over Skikkelsen, som i den mørke Dragt var ganske dameagtig, men hvis Holdning manglede Sikkerhed og Frihed, var der Noget, der tydede paa tidlig Kamp og Sorg, en vanskelig Situation eller lignende.
Først efter denne beskrivelse af forfatteren, som indeholder spekulationer om hendes fortid, vender han sig mod værket, hvor diskussionen er begrænset til teksternes indhold og ikke til den litterære udformning.
Udgivelsen af Judith Fürste er også kontroversiel. Georg Brandes besluttede kun at udgive et af de tre manuskripter, han havde fået. Romanerne Tantaluskvaler og En Pyrrhusseijr handler om kvindelige kunstneres skæbner og blev ikke udgivet af Brandes, men først noget senere af Erik Skram i et bind med titlen To Fortællinger (1884). At Brandes besluttede kun at udgive Judith Fürste, men ikke de to andre tekster, genspejler hans holdning over for kvindelige forfattere. Judith Fürste kan nemlig sagtens forstås som en kærlighedshistorie. Brandes var bestemt progressiv for sin tid og støttede de kvindebevægelser, der voksede sig stærke i slutningen af det 19. århundrede. Men han mente ikke, at kvinder var i stand til at skabe kunst. I Det Moderne Gennembruds Mænd (1883) portrætterer han, som titlen siger, kun mandlige forfattere. Ifølge hans opfattelse kunne kvindelige forfattere kun skrive om kærlighed.
Forfatterskabet til Adda Ravnkildes tekster bør også undersøges nærmere. Kun fragmenter af manuskripterne er bevaret, men det er nok til at fastslå, at alle tre romaner blev kraftigt redigeret inden udgivelsen. Tantaluskvaler og En Pyrrhusseijr blev af Erik Skram forkortet fra ca. 500 til ca. 200 sider. I Judith Fürste blev der også foretaget ændringer i indholdet, som Pil Dahlerup bemærker i sin afhandling Det moderne gennembruds kvinder (1983). På grund af originalmanuskriptets ufuldstændighed er det ikke muligt at rekonstruere alle ændringerne, men de bevarede tekstpassager sammenholdt med den udgivne roman tyder på, at romanen blev gennemgribende ændret. På denne baggrund opstår spørgsmålet, om man overhovedet stadig kan tale om Ravnkildes roman med hensyn til Judith Fürste, eller om ikke Georg Brandes snarere er forfatter til denne tekst. I sammenligning med, hvordan man behandler mandlige forfatteres tekster, virker det uforståeligt, at man har kunnet finde på at gribe så massivt ind over for en afdød persons tekst. Tænk, hvis der var blevet foretaget sådanne ændringer i den posthume udgivelse af Kafkas romanfragmenter.
Selvom Judith Fürste blev genoptrykt samme år, som den udkom, og tilsyneladende blev godt modtaget af samtiden, er der intet tilbage af denne popularitet. Bogen er ikke blevet genudgivet siden 1884, og litteraturforskere har stadig ikke analyseret romanen, selv om den er en relevant tekst for det Moderne Gennembrud og behandler mange af tidens temaer.
Hvilket værk skrevet af en kvinde burde efter din mening få mere opmærksomhed eller blive inkluderet i den litterære kanon?