”Om forladelse, frue, men det forekommer mig, hvis jeg ikke tager fejl, at jeg allerede har mødt Dem et eller andet sted.” Det er den første sætning, som falder mig ind, når jeg tænker på Eugène Ionescos Den skaldede sangerinde (La cantatrice chauve i den franske original). Og det er ikke engang en af stykkets mange morsomme sætninger, men en sætning, der snarere beskriver de forskruede forhold i det absurde teaterstykke – samtalen, der følger, foregår nemlig mellem et ægtepar.
Men det er faktisk ikke så overraskende, når man ser på andre værker, der er skrevet af Eugène Ionesco. I kølvandet på anden verdenskrig blev den rumænsk-franske dramatiker og forfatter kendt for sine absurde teaterstykker og hørte til de mest betydningsfulde franske dramatikere frem til sin død i 1994. Den skaldede sangerinde, som blev uropført i 1950 i Paris i 1950, var hans første stykke og var sammen med figurerne inspireret af de usammenhængende sætninger i en lærebog i engelsk. Stykket kaldes et anti-stykke, hvilket betyder at det parodierer menneskelig kommunikation og teater i sig selv. Der er seks figurer, der interagerer fuldstændig meningsløst i én akt. De har på én gang meget og intet at sige til hinanden: ægteparrene Smith og Martin, tjenestepigen Mary og en brandmand, der dukker uventet op. De elleve scener består af mange små situationer, der kan beskrives som skinhandling og som kommenterer traditionelle teaterstykker på satirisk og humoristisk vis.
Den skaldede sangerinde ”begynder” med det typisk engelske par Mr. og Mrs. Smith, der er et ældre ægtepar og synes at tale forbi hinanden. Mens hendes ægtefælle læser avisen og slår smæld med tungen, forsøger Mrs. Smith at fortælle ham om alt muligt uden nogen forbindelse. Endelig begynder en forskruet samtale og de taler for eksempel om det ”nydeligste lig i Skandinavien”, der hedder René Winther og hvis slægtninge alle åbenbart også hedder sådan. Til sidst resulterer forvirringerne i et skænderi og en hurtig forsoning, inden tjenestepigen Mary fører de forsinkede gæster, Mr. og Mrs. Martin, ind.
Da de efter en besynderlig samtale finder ud af at de ikke tilfældigvis sover i den samme seng, kan det kaos begynde, der hedder Den skaldede sangerinde. Det strækker sig fra banale og samtidig fascinerende anekdoter og overraskende afsløringer til dramatiske eskalationer mellem figurerne. Og i slutningen smuldrer ikke alene forbindelserne mellem figurerne, men selve teaterstykkets struktur og alt, hvad det indebærer.
Interessant nok blev visse danske udgaver af Den skaldede sangerinde i Klaus Hoffmeyers oversættelse, friere fortolket end den franske original eller de tyske versioner. Her foregår handlingen ikke i København, men i London, hvor det typisk engelske par Mr. og Mrs. Smith bor. Mr. og Mrs. Martin stammer egentlig fra Manchester og ikke fra Ålborg og Mr. Martin hedder ikke Peter, men Donald. Derimod kalder Ionesco René Winthers slægtninge Bobby Watson, hvis lig ikke er det nydeligste i Skandinavien, men i Storbritannien.
Alle versioner af Den skaldede sangerinde indeholder dog en dialog, der virker så forrykt, at man holder op med at lede efter en entydig mening i Eugène Ionescos ord – hvis ikke før, så senest, da Mary ytrer sig om Mr. og Mrs. Martins virkelige identiteter. På et tidspunkt må man simpelthen indlade sig på det bogstavelige skuespil og se det sjove i at fire figurer begynder at skændes om, hvorvidt det ringede på eller ikke. Det er som tjenestepigen siger til publikum: ”Hvem kan dog være interesseret i at denne forvirring varer ved? Jeg ved det ikke. Lad os ikke udforske det. Lad os lade tingene være, som de er.”
Denne absurditet er vel en af de stærke sider af Den skaldede sangerinde, der indtil nu er blevet fortolket utallige gange på nye måder og fortsat er meget populær. Stykket bliver også ofte opført på danske scener, som for eksempel på Teatret ved Sorte Hest i København eller på Odense Teater. Derfor er det altså ikke overraskende, at Den skaldede sangerinde også på et tidspunkt landede hos den teatergruppe, som jeg var med i. Men hvordan opfører man et anti-stykke? Hvordan spiller man absurd teater?
I over et år arbejdede vores gruppe – en instruktør og teaterpædagog, ti skuespillere og en instruktørsassistent – med Den skaldede sangerinde. Der gik først rigtig lang tid med at eksperimentere for at nærme sig absurd teater, der jo på en eller anden måde ikke følger nogen regler. Spørgsmålene begyndte ikke med biografier for rollerne eller lignende, men med det grundlæggende skuespil og iscenesættelsen.
Hvordan vi endte med at gøre det, passede sammen med både absurditeten i Den skaldede sangerinde og med, at tid og rum går helt i opløsning i stykket: Scenen blev delt på midten som om der fandtes et spejl, så der opstod to ”spejlbilleder”. Handlingen foregik altså på to sider, selvom dialogen skiftede mellem skuespillerne på hver side. Der stod altså to versioner af ægteparrene Smith og Martin på scenen. Figurernes dialog og gestik blev i visse situationer opført synkront, så den samme scene undertiden blev spillet samtidig på hver halvdel af scenen. Denne effekt blev forstærket af rigtige spejle på scenens udvendige sider, hvorved der faktisk var fire ægtepar at se.
Til sidst lignede vores opsætning måske Eugène Ionescos syn på Den skaldede sangerinde. Stykkets figurer skal nemlig ligesom alt det, de siger, være udskiftelige. Og dog kan man føle en vis charme, når for eksempel Mr. Smith kalder sin kone sin ”lille lune kylling” eller figurerne bedrøvet konstaterer, at det ikke brænder i huset. Det gælder ikke tvingende om at finde ud af, om Eugène Ionesco ville kritisere en samfunsmæssig dekadence eller ikke. Den skaldede sangerindekan være både fordringsfuld og fordringsløs – stykket er det, som undertitlen Antistykke lover. Men et anti-stykke er dog trods alt et teaterstykke og det er både sjovt at se og at spille.
Når du altså en eller anden gang i fremtiden får lejligheden, må du endelig ikke gå glip af muligheden for at finde ud af, hvad det har på sig med den skaldede sangerinde.
***
Om forfatteren: Jona studerer Nordisk Sprog og litteratur (hovedfag) og Historie (bifag) og er snart på sit 6. semester. Han taler tysk og engelsk og har lært svensk på universitetet siden efteråret 2018. På det seneste er han også begyndt at lære dansk, og det vil han gerne øve her. I 2019 var Jona med til at opføre Den skaldede sangerinde og glæder sig til flere spændende og udfordrende teaterstykker. Indtil da bruger han tiden på bøger, serier og film.