Før jeg flyttede til Frankfurt, var jeg ikke særligt politisk aktiv. Jeg informerede mig kun sjældent om aktuelle nyheder, sammenhænge eller mulige løsninger og var til et par enkelteFridays for Future-demonstrationer. Mens jeg havde mit udlandssemester i Aarhus, boede jeg alene. Jeg startede med at spise mere og mere plantebaseret. Der gik jeg også til en Fridays for Future-protest. Deltagerantallet var dog ret overskueligt – måske også på grund af den isnende kulde den dag. Alligevel fik jeg indtryk af, at forholdet til konsum ikke var så reflekteret i Danmark, trods de skandinaviske landesimage som frontløber inden for miljøbeskyttelse. Alt i supermarkedet var pakket ind i plastik, og der var meget færre veganske produkter, end der er i Tyskland. Med en app kan man dog redde fødevarer fra at blive smidt væk: og så begyndte jeg, med poser fyldt med grøntsager, at eksperimentere og informere mig mere om veganisme og bæredygtighed.
I Frankfurt fortsatte jeg med det – der var jo mere end nok tid til det, fordi coronaen kom, og det offentlige liv gik i stå. Da alt blev løsnet lidt op i sommeren 2020, og aktiviteter ude var tilladt igen med visse indskrænkninger, gik jeg til mit første møde. Dyreretsgruppen mødtes i en park, og over en picnic med medbragt vegansk mad snakkede vi sammen om organisationen og planlagde aktioner.
Gruppens udgangspunkt er intersektionalt. Intersektionalitet beskriver forbindelsen mellem forskellige undertrykkelsessystemer og diskriminationsformer. Udgående fra forståelsen af, at systemerne virker sammen, forsøger intersektional aktivisme at bekæmpe de forbundne strukturer sammen som et hele og ikke de enkelte aspekter adskilt fra hinanden. Gruppen afviser alle former for diskrimination. Den forstår sig selv som emancipatorisk og ser kampe om dyrerettigheder og menneskerettigheder som uadskilleligtforbundet med hinanden. Det var vigtigt for mig. Et udgangspunkt som siger ”Hovedsagen er dyrene!”, som ignorerer eller endog relativerer andre problemer, uretfærdigheder eller undertrykkelsesformer, kom ikke på tale for mig. Via det intersektionale udgangspunkt for gruppen og samarbejdet med andre grupper fik jeg snart kontakt med flere bevægelser. Kalenderen for sommeren var fuld af demonstrationer, møder og andre aktioner. Naturligvis altsammen med afstand, masker og afspritning.
Disse aktioner og forsamlinger var gode muligheder for at møde andre mennesker og komme væk fra hverdagen på hjemmekontoret. Og det syntes også vigtigt at træde i aktionlige netop nu. For corona dominerede medierne og den offentlige opmærksomhed. Det virkede, som om andre temaer trådte mere og mere i baggrunden. Fridays for Future holdt en lang pause, men faren, der udgår fra klimaforandringen, kan ikke bare sættes på standby. Black Lives Matter-bevægelsen fik først et opsving, men blev så også snart overskygget afcoronanyheder. Det gjaldt altså – og gælder stadig om – at forsøge at bevare den allerede tilkæmpede opmærksomhed og pege på andre vigtige temaer og problemer i vores tid.
I efteråret foregik der færre aktioner, smittetrykket steg igen,og corona-restriktionerne blev skærpet. De mange ”Lochdownlights” belastede og trængte sig også ind på aktivismen. Møderne kunne ikke finde sted som normalt og måtte nu afholdes digitalt. Det er svært at fastholde motivationen som aktivist. Det er ikke kun den menneskelige kontakt, der mangler, men også den direkte omsætning af ideer til aktion. Nogle aktivister trækker sig tilbage, fordi de ikke magter alle de digitale møder, men desværre kommer der ikke så mange nye til i stedet for. Når man finder en gruppe eller et møde på de sociale medier, er det svært at få kontakt og forstå, hvad det egentlig er, som skal gøres. Og når corona-hverdagen i forvejen er fyldt med skærmarbejde, kan det nemt blive for meget, hvis man også i fritiden skal deltage i Zoom-møder.
Og det er ikke godt, for lige netop nu, er der mange problemer, der kræver politisk engagement. Befolkningsgrupper, der iforvejen er marginaliserede, lider særlig meget underforholdsreglerne. Udgangsbegrænsningen slår hårdere, hvis man har ingen eller kun en lille lejlighed, ingen familie eller ingen sikker ansættelse. Især kvinder bliver oftere udsat forvold i hjemmet. Samtidig har de større problemer med at få arbejde og familieliv til at gå op i en enhed end før, og der er ikke nok politisk og samfundsmæssig opmærksomhedomkring det. Dem, der arbejder i plejesektoren, får ikke nokstøtte, selv om deres relevans er så åbenbar lige nu.
Men der er også andre bevægelser og demonstrationer. Med den aktuelle ”Querdenken”-bevægelse i Tyskland aftegner der sig en farlig tendens. Tit bliver forholdsreglerne ignoreret ved demonstrationerne. Det belaster sundhedssystemet og sætter menneskeliv på spil. Samtidig får højre(ekstreme) personer taletid, og antisemitiske konspirationsteorier udbredes. Pludseligt er det venstrefløjen, der normalt kritiserer stat og regler, som nu prøver at forsvare de statslige forholdsregler med moddemonstrationer, fordi det nogle gange virker, som om politiet kommer til kort (Det mest forvirrende var, da jeg oplevede, at politiets styrker og vandkanoner rettede sig imod moddemonstrationerne i stedet for at sætte ind mod de ikke tilladte ”Querdenken”-demonstrationer).
Og så bliver solidariteten, som er basis for aktivismen, pludseligt et tveægget sværd. At solidarisere sig med marginaliserede grupper og stå over for demokratifjendtlige bevægelser – men samtidig at være solidarisk i pandemien, tage hensyn til risikogrupper og et overbelastet sundhedssystem og begrænse sine egne kontakter. Jeg tror, at det er vigtigt at tage en klar position mod antisemitiske konspirationsteorier og fascistiske ideologier. Men det kan føles mærkeligt at stå imellem fronterne, også selvom man har en maske på. At vise solidaritet og at være solidarisk: Det bliver pludseligt en modsætning, hvor man skal finde balancen. Jeg vil gerne være med til stævnet til minde om et racistisk angreb, men er det stadig muligt at overholde afstandsregler og beskytte sig selv sammen med alle de mennesker?
Nu bliver det sommer, smittetrykket er faldet, og aktiviteter udenfor bliver mulige igen. Demonstrationer på cykelforbinder bevægelse med frisk luft og er en form for aktivisme, hvor man har nok afstand til de andre deltagere. Ved de første aktioner møder man andre aktivister igen, som man har ikke set i lang tid. Og selvom større møder stadig afholdes digitalt, er der igen håb om og motivation til, at arbejdet kan fortsætte. Desuden er der snart valg til det tyske parlament, og pandemien er ikke den eneste krise, som beskæftiger os og fremtidige generationer.