Siden vintersemesteret 21/22 har Goethe-universitetets humanistiske fakultet igen tilbudt kurser med tilstedeværelse. Så den 18. oktober tog jeg toget igen for første gang i halvandet år.
Jeg skifter tog to gange for at komme til universitetet og er undervejs i omkring en time – med mundbind på hele tiden, hvilket faktisk er mindre slemt end forventet. Men jeg vil nu heller ikke ligefrem kalde det behageligt. 3G-kontrollen ved indgangen til universitetsbygningen er hurtig og ordentlig, man skal ikke vente længe, og der er mod forventning nok ind- og udgange. Alle har mundbind på overalt. Det gør det svært at genkende andre studerende, og det er svært at udveksle et ægte smil på gangen.
Heldigvis foregår mit første romanistik-seminar i et stort rum, der er ikke så mange deltagere, så vi kan overholde reglerne om, at der skal være fire meter til professoren og mindst 1,5 meters afstand mellem deltagerne – og vi har lov til at tage vores mundbind af under forelæsningen. Det føles godt for huden!
Jeg er dog ikke ligeså heldig med alle kurser, for ofte er lokalet for lille, antallet af deltagere for højt, eller underviseren kan lide at gå rundt i rummet under undervisningen, hvilket gør det svært at overholde reglerne. Det bliver mere og mere indelukket under mundbindet, efterhånden som tiden går, faktisk burde jeg have flere mundbind med til mine lange dage. Jeg er i gang med at lære tre nye sprog i dette semester: italiensk, svensk og islandsk. Især i disse tre kurser er det umuligt at tage mundbindet af i begyndelsen af semesteret, hvilket gør det særligt vanskeligt at lave udtaleøvelser.
Der opstod en interessant situation i islandskkurset: Efter de første to uger blev kurset mindre og mindre, indtil det stod klart, at vi sandsynligvis ville forblive denne lille gruppe resten af semesteret. Tirsdage og torsdage fra kl. 18-19.30 er nok ikke det mest attraktive tidspunkt for mange i det mørke vinterhalvår. Men fordi gruppen var blevet mindre, fik vi lov til at tage mundbindet af. Nu så vi hinandens ansigter for første gang, hvilket føltes næsten lidt uvirkeligt og på en måde også skete meget forsigtigt, for vi ville ikke stirre på nogen eller virke for nysgerrige. Men det var også rart, fordi man endelig kunne se et smil, ikke kun i øjnene.
Vores underviser var også glad for denne nye situation, da hun nu bedre kunne rette vores udtale, da hun forstod os meget bedre. Det er også meget lettere for underviserne at huske ansigter, når de kan se det hele.
Der er en 2G-regel i kantinen, så man må tage sit mundbind af, når man sidder på sin plads. For mig har det indtil nu været utroligt godt ordnet, og jeg har hele tiden følt mig sikker. Mensa-to-Go er også en god opfindelse: Man kan få sin mad pakket ind i bionedbrydelige beholdere og tage den med sig. Det eneste problem er: Jeg bruger Mensa-to-Go, når jeg kun har en halv times pause, fordi jeg spiser meget langsomt og ikke vil blive stresset. Men hvor skal jeg så spise min Mensa-to-Go? Jeg kan ikke gøre det i mit seminarlokale, fordi rummet er for lille, og det er ikke særlig hyggeligt udenfor i kulden. Heldigvis har jeg kun dette problem én gang om ugen.
Man vænner sig også til at sidde i semiarlokalet med vinterjakken på i udluftningsfaserne. Der er ikke plads nok i rygsækken til et tæppe. Ud over bøger,kompendier, min vandflaske og mad ville jeg have brug for endnu en taske, men nogle dage rejser jeg med knap 11 kg, og det er nok for mig. Jeg fryser stadig ofte, hvilket kan påvirke min indlæringsevne.
Selvom universitetet sørger for, at reglerne overholdes, er der for mange studerende en sidste modstander: den offentlige transport.
Jeg har ligget syg derhjemme i næsten fire uger nu, bl. a. fordi en anden togpassager syntes, at det var helt i orden at tage med et fyldt tog, selvom hun var syg og havde sit utætte mundbind siddende under næsen. “Heldigvis” var to af mine undervisere i mellemtiden også blevet syge, så disse seminarer blev sat på Zoom, og jeg gik ikke glip af det hele. Efter juleferien er næsten alle mine seminarer gået over til Zoom, da covid-19-tallene er steget kraftigt igen. Jeg ville ikke have det godt med tanken om at skulle tage toget. Især fordi jeg ikke har været vidne til en eneste billet- eller mundbindskontrol i de sidste par uger.
Og at køre i bil er af økologiske og økonomiske grunde ikke et alternativ for mig.
Hvis jeg kunne teleportere mig direkte til universitetet, ville jeg stadig støtte idéen om tilstedeværelse 100 %, fordi reglerne er velgennemtænkte, og håndhævelsen af dem fungerer godt. Men de generelle forhold er stadig ikke optimale og gør mig utilpas – især i en tid, hvor tallene stiger så hurtigt og kraftigt igen.
Hvordan er reglerne på dit universitet, og hvordan føles semesteret for dig? Du er velkommen til at fortælle os om dine erfaringer.