Siden jeg begyndte at læse, har jeg elsket fantasy-litteratur. Der er to bogserier, som jeg allerede læste som barn og stadig læser i dag: Harry Potter og Ringenes Herre. Folk spørger mig tit, hvilken af de to serier jeg bedst kan lide. Tidligere sagde jeg Harry Potter, fordi jeg læste den først, og de bøger altid har stået mere i forgrunden. Men senere indså jeg, at man ikke rigtig kan svare på dette spørgsmål. Det er nemlig to helt forskellige verdener og begge har deres egen magi. Men kun Ringenes Herre fik mig til at se ekstra filmmateriale hver dag og at lære bogpassager udenad. Jeg ville også læse alle andre bøger af Tolkien. Siden jeg var i New Zeeland i 2016 og så de steder, hvor filmene blev optaget, har jeg været helt vild med Tolkien. Gennem vejledninger, filmmateriale og bøger lærte jeg meget om Tolkiens verden, men også om ham selv. Nu ser jeg mig ikke længere kun som Ringenes Herre-Fan, nu er jeg også Tolkien-Fan. Selvom jeg elsker Harry Potter, har jeg aldrig haft et ønske om at læse alle forfatterens andre bøger (uden for Harry Potter-universet). Jeg beskæftiger mig normalt ikke med forfattere og deres liv, fordi deres bøger er det, der er vigtig for mig. Jeg tror, næsten alle tænker detsamme. For at være ærlig – hvis nogen siger til dig, at han eller hun er fan af en bestemt forfatter – hvem af jer vil ikke tænke, at han eller hun mener værkerne?
Selvføgelig elsker jeg Tolkiens værker – også dem, der ligger uden for Ringenes Herre-kosmosset. Mange vil først og fremmest vide noget om de mest populære værker og bliver i deres verden. Men det er værd at tage et kig ind bag kulisserne – for Tolkien selv er mindst lige så interessant som hans andre værker. Fænomenet Ringenes Herre tror de fleste bestemt er af nyere dato, for der udkom for nylig en serie hos Amazon Prime der hedder Magtens Ringe – derfor ved de færreste, at Ringenes Herre allerede udkom i 1954. Tolkien døde i 1973, så den store succes, hans bogserie fik, oplevede han slet ikke selv. Først i 2001, det er 47 (!) år senere – havde filmatiseringen af den første bog premiere. Jeg synes det er utroligt, at nogen anser en så gammel bog for at være relevant nok til at blive filmatiseret (for første gang!). Ikke kun filmen, men også skriveprocessen var et langt projekt. Ringenes herre, der skulle være et efterfølgende projekt for bogen Hobbitten, udkom 17 år efter den. At beskrive Tolkiens værker som godt gennemtænkt, er en underdrivelse. For at forklare det, må I vide, at han var fascineret af sprog allerede som barn. Tolkien lærte derfor en smule fransk og tysk af sin mor og latin og græsk i skolen. Via lærere og venner lærte han også oldengelsk og gotisk at kende. I løbet af sit studium i sprogvidenskab beskæftigede han sig med finsk. Til trods for at han overhovedet ikke valgte nemme sprog, havde han måske for meget tid og opfandt selv to sprog på samme tid: Quenya (baseret på finsk) og Sindarin (inspireret af walisisk). Begge sprog blev senere brugt af elverne i Ringenes Herre. Nu findes der ordbøger og encyklopædier, fordi disse sprog har en kompleks grammatik og deres egne runealfabeter. Tolkien har, siges det, engang brugt dem, til at forklare sine studerende hvordan sprog er opbygget. Senere var han nemlig professor i engelsk og angelsaksisk i Oxford. Der etablerede han en læsekreds, hvor C.S. Lewis var et af medlemmerne (I kender ham sikkert som forfatteren til Narnia-fortællingerne). I læsekredsen læste de islandske sagaer på originalsprog.
Der er sikkert nogle af jer, der studerer skandinavistik og læser oldnordisk. I er helt bestemt enige med mig i, at det tager meget tid, tålmodighed og arbejde at læse tekster på oldnordisk. Grammatikken er meget kompleks og ordstillingen en udfordring. Og Tolkien lærte det i sin fritid, fordi han gerne ville læse sagaen om Sigurd Fafnersbane på originalsprog. På Tolkien Dag i Geldern (en slags convention) hørte jeg et foredrag om Tolkiens interesse for oldnordisk. Jeg som skandinavistik-studerende fandt det virkelig spændende at opdage paralleller mellem hans hovedværker og den nordiske mytologi. For eksempel kendte han Eddaen (den mest kendte samling af nordiske sagaer), for mange af hans dværgenavne findes i den. „Gandalfr“ er et dværgenavn i Eddaen, men i Ringenes Herre er det en troldmand. Den verden, som hans væsener lever i, kalder han for Midgård – ligesom der findes en Midgård, en verden mellem to andre verdener, i nordisk mytologi.
J.R.R. Tolkien opfandt ikke kun en verden, men en hel mytologi. Oprindelsen er beskrevet i Silmarillion, som dog først blev udgivet efter hans død af hans søn, Christopher. Det er en genesis af Midgård. Det er det, der fascinerer mig så meget ved Tolkien og hans fortællinger – en enkelt mand har skabt tusind års historie om folks oprindelse og en hel verden. Og det har han gjort over mange år: Det er hans livsværk, og mange af hans skrifter er stadig ikke udgivet. Han efterlod utrolig meget materiale, og jeg er sikker på, at vi endnu ikke har hørt alt om Midgård. Heldigvis!
Hvis I nu er blevet nysgerrige efter at vide mere om denne forfatter, så kan jeg virkelig anbefale den biografiske film Tolkien fra 2019. Den handler om Tolkiens liv som elev, studerende og soldat i første verdenskrig og viser, hvad der inspirerede ham til hans værker. Filmen er ikke en dokumentarfilm med en fortæller, men mere som en spillefilm med dialoger.
Jeg håber, at jeg kunne fortælle jer noget interessant og måske inficere jer lidt med min fascination. Ved I noget om jeres yndlingsforfatter? Har I set eller læst Ringenes Herre eller Hobbitten? Og hvad synes I om bøgerne? For dem, der allerede er fans: Hvad synes I om serien Magtens Ringe? I er velkomne til at skrive et par kommentarer. 🙂
