Det er næsten to år siden, at jeg på denne platform fortalte om, at jeg gerne vil være forfatter, og at jeg endelig havde fattet mod til aktivt at følge denne drøm. Siden er der sket meget i mit liv. Især i de sidste tolv måneder har jeg lært meget om og tænkt meget over det med at skrive. Og jeg har lagt mærke til to centrale udfordringer.
Den første er min angst. Det at stille store forventninger til mig selv og at sammenligne mig med andre betyder, at jeg ofte slet ikke kommer i gang med at skrive, eller at jeg er utilfreds bagefter. Men hvad det egentlig er, der forhindrer mig i bare at skrive uden at bekymre mig om „kvaliteten“ af resultatet, forstod jeg først i oktober sidste år. Det var den tyske forfatter og instruktør Doris Dörrie der åbnede mine øjne, da jeg læste hendes bog „Leben, schreiben, atmen“ (2019; (på dansk: At leve, at skrive, at ånde)). Heri plæderer hun især for at skrive selvbiografisk. „Vi er alle storytellere“ og „enhver form for skrivning er i et vist omfang kreativ“. For at man ikke hænger fast i enkelte formuleringer, er det vejledende princip: at skrive vrøvl. Det betyder, at det ikke er vigtigt „at skrive noget brugbart, lave et produkt, der sælger, eller vinde litteraturpriser, men at se og lytte opmærksomt og uden fordomme til sin egen hjerne.“
At skrive som proces og ikke som resultat.
Selvfølgelig forsvandt angsten ikke pludselig, da jeg blev klar over alt dette. Men jeg minder altid mig selv om, at det er helt okay bare at skrive; at man ikke behøver at hænge fast i det „perfekte“ ord eller udtryk, fordi der vil være masser af tid til det senere.
Den anden udfordring er min arbejdsproces. Det blev klart for mig allerede sidste forår, da jeg begyndte at gå efter et færdigt romanprojekt, som jeg fortalte om i mit indlæg i sommeren 2021. Dengang var mit mål at skrive noget og at afslutte det. Fire måneder senere afsluttede jeg romanen, men noget var galt. Historien manglede en rød tråd, og den „rislede“ fremad uden at bevæge sig mod et konkret mål. Det er ikke underligt set i forhold til min arbejdsmåde. Jeg skriver principielt meget intuitivt. Så snart jeg har en idé, begynder jeg at skrive. Og hvis jeg går i stå, springer jeg en del af historien over og skriver andre steder. Det at skrive tidligt i arbejdsprocessen har altid være vigtigt for mig, fordi det får mig til at tænke og udvikle idéer. Det er først i selve skrivningen, at karakterer og handlingen udvikler sig, og derfor var planlægning på forhånd en tilsyneladende uovervindelig hindring for mig i lang tid. Men med henblik på denne “færdige” roman blev jeg klar over, at jeg endelig måtte gøre noget ved denne hindring.
De bedste idéer modnes med tiden. Jeg har ofte gjort denne iagttagelse, når jeg fandt en ældre tekst, som jeg på et tidspunkt ikke var kommet længere med. Men da jeg læste den igen flere måneder eller år senere, var der pludselig mange nye idéer og tilgange. Det var ikke ualmindeligt, at jeg smed hele handlingen ud og bare begyndte forfra med karaktererne. I september fortalte jeg en veninde om en af disse idéer, som har bredt sig på min computer og i mit baghoved i flere år, til tider meget hurtigt, andre gange langsommere. Mens jeg fortalte hende det, gik det op for mig, hvor meget jeg allerede havde tænkt over det, hvor meget jeg vidste om mine hovedpersoner. Og da min veninde, som tydeligvis ikke havde bemærket, at jeg havde fundet på det hele, spurgte, hvad bogen hed, gik det op for mig: Denne historie fortjener at blive fortalt. Og så satte jeg mig ned ved mit skrivebord og skrev i hånden alt det, jeg lige havde fortalt hende. Og mens jeg skrev, selv om det kun var i punktform, begyndte min hjerne at arbejde.
Denne erkendelse af, at det at skrive ikke er ensbetydende med at producere en færdig tekst, at jeg kan få min tankeproces i gang, selv om jeg kun skriver korte sætninger og punktopstillinger, har ændret min holdning til at skrive. Siden da, og også på grund af Doris Dörrie, der anbefaler at skrive i hånden, har jeg mere og mere regelmæssigt skrevet mine idéer ned på papir. Jeg er ved at lære at skille mig af med min skønskrift for at give min hånd mulighed for at følge med mine tanker.
Alt dette gør det lettere for mig at udskyde skrivningen af teksten. Jeg noterer ideer i punktform i stedet for i scener og giver dem tid til at modnes og vokse. Jeg holder stadig fast i min længsel efter at ville skrive en scene med det samme, og gang på gang giver jeg efter for det. Men hvis planlægningen er så langt fremme, at ruten og destinationen er fastlagt, er det også fint nok. Det vil helt sikkert tage år, før jeg har internaliseret denne nye måde at arbejde på, men alene erkendelsen af, at jeg kan ændre så meget med disse få “håndværksmæssige” tricks, er meget værd.
Så for to uger siden begyndte jeg at skrive romanen på ny. Endnu en gang fra begyndelsen, men rullet op bagfra. I et dokument, der lige nu omfatter ti sider og hele tiden vokser, skriver jeg gradvist alt det ind, jeg ved om mine karakterer, efter at jeg først har skrevet historien ned: Hvem de er, hvem de var, og hvem de ønsker at blive. Hvor de kommer fra, og hvor de vil hen. Disse noter er langt fra færdige, og alligevel er jeg allerede begyndt at overføre alle disse oplysninger lidt efter lidt til karakterfilen i mit skriveprogram, hvilket især kan være nyttigt for at strukturere det hele, når man planlægger så omfattende projekter. Hvornår denne roman “virkelig” bliver færdig, er uvist. For nu er det eneste, der betyder noget, at jeg gør fremskridt, og at historien bliver bedre for hver idé, for hver tanke, selv om de i begyndelsen synker upoleret ned i en masse noter.