Dontnod Entertainments Life is Strange fra 2015 er mit absolutte yndlingsvideospil og jeg vil gerne fortælle lidt om hvad der gør det så specielt.
Life is Strange er nu en videospilserie med flere dele der foregår i det samme univers. Den første del er fra 2015, og den har en speciel plads i mit hjerte.
Man spiller rollen som den attenårige Max Caulfield der lige er flyttet tilbage til sin barndomsby Arcadia Bay, en rolig og hyggelig lille by på Stillehavskysten i Oregon, USA, for at studere fotografi på Blackwell Academy. Da en ung pige på hendes alder bliver dræbt af en klassekammerat lige foran hende, går Max pludselig ti minutter tilbage i tiden. Hun opdager at hun kan gå tilbage i tiden hvie hun vil og prøver nu at redde pigen.
Lige før hendes første tidsrejse ogallerede før hun så pigen dø første gang, begynder Max at drømme noget, som hun drømmer igen og igen fra dette tidspunkt: En drøm om en stor tornado der ødlægger byen. En avis afslører datoen for stormen, som er i slutningen af denne uge.
Har det noget at gøre med Maxs nye evner og kommer stormen virkelig? Og hvad har det at gøre med Max?
Jeg vil ikke fortælle meget mere om plottet. Det er følelserne, som man får, når man oplever handlingen, der er det vigtigste for mig.
Tænk på, at alle de beslutninger man tager, både hvad man siger, og hvad man gør eller ikke gør, påvirker handlingen. Får man venner, eller får man fjender, bliver man truet, dør folk? Og hvad er der med Maxs barndomsveninde Chloe? Derfor er man ofte på vagt for ikke at lave nogen “fejl”.
Følelsesmæssigt kan spillet være meget intenst, både afhænigigt af hvad man beslutter men også af handlingen generelt, uanset hvad man har bestemmt sig for. Spillet går ind på mange emner såsom familie, venskab og kærlighed, men også mere alvorlige som mobning, vold og død.
Det kan være så smukt men også grusomt på samme tid. Alt fører til moraliske dilemmaer, hvor der slet ikke er noget der er rigtigt eller forkert. På trods af det bliver historien fortalt på en utrolig smuk måde, ligegyldig hvilken slutning man når frem til i kraft af sine beslutninger.
Videospillet fokuserer på at være en emotional erfaring. Det er ret intuitivt og derfor er det ikke svært at spille, hvorfor jeg vil anbefale det meget varmt. Man lærer mere og mere om hvad der sker på akademiet, med byen og med de studerende. Lidt efter lidt opdager man hvad der måske er sket eller hvad der sker netop nu og hvad Max kan gøre med sine evner. Det er fængslende og sjovt at springe frem og tilbage på tidslinjen, mens man løser gåder eller prøver at opnå en bestemt ting i en samtale.
Tilmed har videospillet en uforlignelig smuk grafisk stil der understøtter stemmingen. Det er afvekslende med forskellige gåder som man løser i et spil med tiden og livlige dialoger. Ud over det har det ovenikøbet et skønt og meget følelsesladet Soundtrack der fremhæver stemningen.
Alt i alt er Life is Strange et mesterværk for mig som man kan spille igen og igen med alle de alternative muligheder der dukker op hver gang man spiller.
Kender I Life is Strange eller har I også et yndlingsspil, som I føler specielt meget for?