Litteraturen, og kunst i almindelighed, kan ikke sammenlignes i mine øjne. Selvfølgelig har alle deres egne forestillinger om og krav til en bog. Men hvordan skal man bedømme den ene forfatters værker i forhold til den andens, når hver person skriver anderledes?
Jeg er typen, der principielt sammenligner sig for meget med andre, og derfor nød jeg det altid, at jeg ikke kunne gøre det i forhold til at skrive, fordi jeg ikke kendte nogen, der skrev som mig. Men jo mere kontakt jeg fik med andre, der skriver, desto større blev min konkurrenceiver. Jeg begyndte at måle mine tekster i forhold til andres tekster.
Og selvom det er mig inderligt imod at acceptere det, er det umuligt at unddrage sig fra konkurrence, når man vil leve af at skrive. For selv om man holder sig væk fra udskrivninger og “skrivekonkurrencer”, er man stadig afhængig af at indsende sine tekster og idéer – enten med henblik på udgivelse på et forlag eller for at fremme sit eget arbejde i form af et stipendium. Alle steder skal man ansøge, og man får kun en chance, hvis man er “bedre” end de andre.
I august sidste år deltog jeg for første gang i en skrivekonkurrence. I forbindelse med denne konkurrence, der blev udskrevet af et selvudgivelsesforlag, skulle novellerne samles i en bog. De blev ikke kun bedømt på indholdet, men også ud fra det overordnede koncept, man havde: Passer de enkelte tekster sammen? Behandler de et bestemt tema? Er titlen fængslende? Deltagerne var selv ansvarlige for alt dette. En hel del at tage stilling til for nogen, der egentlig “bare” skriver.
Alle de indsendte bøger kan købes hos almindelige boghandlere, og det alene er en succes. Ikke kun at man kan købe min bog, men frem for alt at jeg har turdet udgive noget uigenkaldeligt. Jeg er stolt af mig selv over, at jeg har gjort noget, som jeg i månedsvis har lagt så meget arbejde i, tilgængeligt for offentligheden i bevidstheden om, at alle kan læse og bedømme det.
Selvfølgelig var jeg skuffet over, at jeg ikke vandt, selv om jeg fra starten var klar over, at chancerne var små med over 1000 deltagere, og selv om jeg havde besluttet at deltage for erfaringens skyld. Ikke desto mindre følte jeg misundelse, da andre – med rette, naturligvis – vandt. For at vinde indebærer altid også muligheden for at tabe. Jeg bryder mig ikke om misundelse, fordi det efter min mening ikke fører til andet end selvmedlidenhed. Men den var der, og den var så meget større end min beslutning om at fokusere på oplevelsen. Mest af alt var den større end min stolthed over succesen med en udgivelse.
Derfor vil jeg ikke deltage i nogen “skrivekonkurrencer” i den nærmeste fremtid. Jeg tror, at jeg har brug for at konsolidere min personlighed som forfatter endnu mere. Jeg har brug for at finde ud af og internalisere, hvad jeg har lyst til at skrive, og hvad jeg ikke har lyst til at skrive. For når jeg ser tilbage, tror jeg, at denne konkurrences format – noveller med højst 2.500 (!) tegn og selvstændig gestaltning af en hel bog – ikke er det, jeg ønsker at lave i det lange løb.
Mit hjerte banker for de lange historier. Bare et blik på min bogreol bekræfter det. Næsten halvdelen af de bøger, jeg læser, har mellem 300 og 500 sider, og en femtedel er endnu længere. Jeg kan godt lide at give karakterer og handling plads til at udfolde sig, og 2500 karakterer er mere som et lille kosteskab. Det er ikke engang en side i almindelige tekstbehandlingsprogrammer. (Dermed ikke sagt, at disse korte formater er mindre værd, det er bare ikke noget, jeg har det godt med (i øjeblikket)).
Sammen med erkendelsen af, at jeg er nødt til at arbejde med min måde at skrive på og min holdning til mine tekster (se “Om at skrive”), er dette endnu en af dem: Konkurrencer passer ikke sammen med min personlighed. Jeg er for ambitiøs til bare at have været med. Og jeg er bange for, at konkurrencer vil gøre min skrivning elendig i det lange løb.
Men det kan også betale sig at holde øje med udskrivninger. Det er noget andet, jeg har lært i de seneste måneder. Litterære og kulturelle tidsskrifter er altid på udkig efter små, upublicerede tekster. I november, inden jeg besluttede mig for at holde mig fra konkurrencer indtil videre, indsendte jeg et digt til tidsskriftet Mosaik. Den 14. maj bliver digtet nu offentliggjort i deres onlineformat.
Hvad betyder det at skrive for dig? Har du nogensinde indsendt eller udgivet noget? Hvad var din erfaring med det?