Jeg synes, det er utroligt imponerende, når folk kan citater udenad.
Det kan være professoren i forelæsningen, som kan citere Kant, Russel eller Hegel uden at tænke over det. Eller den studerende på forreste række, som også virker til at have læst alle vigtige værker i filosofiens historie. Senest når den næste love interest (den potentielle romantiske partner) i en af mine fantasyromaner igen fejlfrit og flydende deler ud af sin viden om verdenslitteraturen, mærker jeg, at det åbenbart er en eftertragtet egenskab at være belæst og at kunne huske tekstpassager udenad.
Derfor forsøger jeg altid selv at have et par interessante linjer i hovedet. Denne lyst til at huske citater begyndte for alvor efter min studentereksamen, hvor jeg fik lidt mere tid, i hvert fald i en kort periode, til at reflektere over de bøger, noveller og digte, vi havde læst i tysktimerne. I den forbindelse opdagede jeg også min kærlighed til ekspressionistiske digte og fik samtidig en idé om, hvor imponerende det ville være, hvis jeg ikke bare kendte digtene, men også kunne dem udenad.
I løbet af de næste par måneder lærte jeg derfor stort set alle digte og citater udenad, som jeg var stødt på på et tidspunkt i mit liv – for eksempel Punkt af Alfred Lichtenstein, Der Krieg af Georg Heym eller Städter af Alfred Wolfenstein. Jeg prøvede virkelig at huske de sætninger, som jeg havde udpeget som værdifulde for mig selv. Som du nok kan forestille dig – uden succes. Jeg glemte det meste igen i løbet af meget kort tid og var heller aldrig i stand til at falde tilbage på det med samme selvsikkerhed som de mennesker, jeg beundrede.
Hvilken morale kan man så få ud af denne erfaring? At der er meget få mennesker, der kan huske citater, som de sandsynligvis har øvet sig på i meget lang tid, eller som de har skrevet ned på forhånd? At love interests i bøger er fiktive, og at man ikke skal sammenligne sig selv med dem? Sandsynligvis, men jo flere bøger og digte jeg har læst, jo mere har jeg bemærket, at jeg husker citater og passager – bare ikke dem, jeg tidligere har udvalgt som værdifulde.
For eksempel husker jeg stadig, at jeg læste følgende i Aus dem Leben eines Taugenichts af Joseph von Eichendorff:
„Auf einmal klopfte mir jemand von hinten auf die Achsel.“ (dk. Pludselig bankede nogen mig bagfra på skulderen.)
– Aus dem Leben eines Taugenichts af Joseph von Eichendorff (egen oversættelse)
Det er nok bare mig, men jeg forstår det tyske ord Achsel som armhule (tysk: Achselhöhle) og ikke skulder (Achsel er et forældet ord for skulder, som ikke længere bruges i dag), men da jeg læste denne sætning første gang, … forestillede jeg mig et utroligt morsomt scenarie. Kan jeg huske handlingen i novellen? Næsten ikke, men dette dumme, fuldstændig meningsløse citat vil nok blive siddende i mit hoved for evigt.
Men jeg kan også huske passager fra bøger, som andre sikkert har læst hen over uden at lægge mærke til dem, men som har fået en meget dyb betydning for mig, jo længere jeg har tænkt over dem. Et eksempel på dette kunne være H. P. Lovecrafts noveller. Jeg er virkelig ikke en Lovecraft-ekspert, så jeg kan kun henvise til disse noveller, men i (næsten) dem alle forekom sætningen “Monsteret var for abstrus/grotesk/bizar til at beskrive med ord” i en eller anden form. Der er endda en historie, der hedder Det ubeskrivelige, hvor de sidste ord er:
“Der var øjne – og en deformitet. Det var et hul – en malstrøm – den ultimative vederstyggelighed. Carter, det var ubeskriveligt!”
– Det ubeskrivelige af H. P. Lovecraft (egen oversættelse)
Blev jeg i starten lidt ked af, at forfatteren til en gyserhistorie hver gang synes at ville vride sig ud af den konkrete beskrivelse af monsteret med denne undvigende sætning? Ja, en lille smule! Men jo mere jeg har tænkt over denne formulering, jo mere har jeg reflekteret over menneskers frygt i almindelighed og er begyndt at spørge mig selv, om ord og historier virkelig er nok hver gang til at beskrive dem præcist og gøre dem forståelige for andre.
I stedet for angiveligt veltalende citater skriver jeg nu sjove passager i bøger ned, ulogiske, forvirrende, tvetydige eller bare passager, hvor kun jeg personligt kan se en merværdi. Det er måske ikke de citater, der vinder en diskussion, eller som du reciterer i klassen, men det er de citater, der er vigtige for mig.
Og måske var det min fejl fra begyndelsen: Folk husker, hvad der er meningsfuldt for dem. Hvad der rører dem, påvirker dem, forandrer dem. Man kan ikke bare samle tilfældige brudstykker af sætninger op og lære dem mekanisk udenad – jeg mener, det kan man godt, men så er hele forsøget måske tilsvarende besværligt og (i hvert fald i mit tilfælde) frugtesløst. I et sådant projekt bør man ikke kun forfølge målet om at fremstå så intelligent som muligt – som jeg gjorde.
Jeg vil ikke sætte spørgsmålstegn ved, at de citater og digte, jeg tidligere forsøgte at lære udenad, faktisk er betydningsfulde for mange mennesker og til dels har formet verdenslitteraturen. Man kan sikkert diskutere meget længe, hvad der i sidste ende er god, værdifuld litteratur, eller om der overhovedet findes sådan noget – en diskussion, jeg ikke vil påtage mig at føre.
Men jeg synes, at en helt anden, men også berettiget overvejelse er: Hvad er god litteratur for mig? Hvad bringer migvidere? Hvad betyder de passager, jeg læser, for mig? Og er det ikke nogle gange helt okay, hvis en bog tilsyneladende er vigtig og værd at læse for hele menneskeheden, men ikke for mig? Gør det den mindre værdifuld?
Jeg vil sige nej. Selvom jeg gerne vil forblive nysgerrig i fremtiden og blive ved med at læse forskellige værker for at udvide min horisont, forsøger jeg også at acceptere og værdsætte mere og mere, når en bog – på trods af dens påståede vigtighed – ikke betyder noget for mig personligt og derfor måske er god litteratur for mange andre mennesker, men bare ikke for mig. Jeg kan ikke beslutte, hvilken bog – eller måske er det ikke en bog, men en film, et computerspil etc. – der bevæger mig, påvirker mig, forandrer mig. Og derfor kan jeg heller ikke selv bestemme, hvilke citater jeg husker, og hvilke jeg ikke husker. Jeg synes, det er en skam, når folk taler det ned eller skammer sig over ting, de godt kan lide, bare fordi de måske ikke opfattes som værdifulde af almenheden. Hvad nytter det, at kunstværker angiveligt er vigtige, hvis de ikke er vigtige for mig?
Så de citater, jeg lærte udenad, har måske ikke nogen betydning for andre, men for mig var det måske bare de små brudstykker af sætninger, som i det øjeblik, jeg læste dem, i min livssituation, med min karakter, med min forhåndsviden, var præcis, hvad jeg skulle have husket.
Derfor … Måske husker jeg ikke altid de forkerte citater, måske husker jeg præcis de rigtige.
Hvad er dine yndlingscitater? Hvilke måske usædvanlige citater har påvirket dig?
***
Om forfatteren: Zoe-Rufina dimitterede i 2023 med en bachelorgrad i filosofi og et sidefag i tysk og læser nu en kandidatgrad i filosofi. Hun arbejder som peer tutor i Goethe-Universitetets Writing Centre og er også frivillig på de studerendes litterære magasin Johnny. Hun er interesseret i alle former for litteratur og brænder for at skrive historier i sin fritid.