Skrivefærdigheder er noget, vi bør lære i løbet af vores studier. For studiet er fremfor alt en uddannelse til at deltage i den videnskabelige diskurs, og det foregår i et væsentligt omfang skriftligt. Det er derfor, at man, især inden for de humanistiske fag, begynder tidligt med at skrive hjemmeopgaver og fortsætter med at gøre det gennem hele studiet. Jeg skrev hele otte hjemmeopgaver i løbet af min bacheloruddannelse.
I hjemmeopgaverne skal de studerende vise, at de kan knytte an til den videnskabelige diskurs og udvikle deres egne tanker; at de kan fremlægge en tese og begrunde den argumenterende; at de kan håndtere forskningslitteratur på et videnskabsetisk grundlag og citere korrekt. Men kun få institutter på universitetet formidler disse færdigheder på en aktiv måde.
Jeg var så heldig, at en vejledning i hjemmeopgavernes ABC var en obligatorisk del af mine tyskstudier: halvfems minutter om ugen handlede det kun om at skrive akademisk. Alligevel arbejdede jeg ret naivt og intuitivt på mine første hjemmeopgaver – mere som på en skoleopgave. Når jeg læser disse opgaver i dag, kan jeg slet ikke forstå, at de blev bedømt så godt.
Men jeg læser faktisk normalt ikke mine gamle hjemmeopgaver. Efter ugers research, strukturering og omstrukturering, formulering og omformulering er jeg bare glad for endelig at have afleveret opgaven. At læse den igen kunne afsløre fejl, som jeg ikke længere kan ændre – og det ville stresse mig og min perfektionisme enormt. Så jeg venter bare på min karakter, og så længe den lever op til mine forventninger, rører jeg ikke ved opgaven igen. Problemet med denne strategi er, at nogle undervisere ikke giver ret meget mere feedback på en tekst end karakteren.
Jeg studerede på et lille institut, hvor de studerende heldigvis bliver støttet meget godt. På det Skandinavistiske Institut fik jeg en detaljeret forklaring på bedømmelsen fra næsten alle undervisere, og nogle gange blev jeg endda inviteret til konsultationstimer for at diskutere min opgave. Det er selvfølgelig kun muligt i dette omfang, fordi de Skandinaviske Studier er et lille fag (i Tyskland) med få studerende.
Men på mange andre fag får de studerende kun en eller to sætninger om helhedsindtrykket af deres opgaver; de skal ofte aktivt bede om mere feedback. Og hvem gør det frivilligt? Især førsteårsstuderende har som regel stor respekt for underviserne. Men uden denne feedback, hvordan skal man så vide, hvad man bør gøre anderledes i fremtiden – og hvad man allerede gør godt? Hvordan skal man kunne udvikle og forfine sine skrivefærdigheder, hvis man ikke får detaljeret feedback på sit arbejde?
Det er her, universiteternes skrivecentre kommer ind i billedet. De rådgiver de studerende om deres opgaver og tilbyder workshops eller lignende for at undervise i skrivefærdigheder. Disse tilbud er som regel gratis for de studerende. Det primære mål er ikke at forbedre teksterne, men at hjælpe de studerende til at udvikle sig kompetente skribenter – hvilket selvfølgelig også har indflydelse på kvaliteten af teksterne.
De studerende kan selvfølgelig også få feedback på deres tekster i skrivekonsultationer. Hovedfokus er dog på formidling af metoder og støtte til skriveprocessen. Hvordan finder jeg et passende emne eller forskningsspørgsmål? Hvordan ser en opgave egentlig ud med hensyn til den generelle struktur? Hvordan argumenterer jeg? Hvad hører til i indledningen og konklusionen – og hvad gør ikke? Hvad gør jeg, hvis jeg har skriveblokering? Hvordan kan jeg revidere min tekst? Hvor meget tid skal jeg afsætte? Og er det virkelig kun mig, eller har andre de samme problemer med at skrive?
Du kan få svar på de fleste af disse spørgsmål i skrivekonsultationen. Hvad nogle spørgsmål angår, må tutorerne dog henvise til de respektive opgavevejledere. Det skyldes, at skrivekonsultationerne som regel er tværfaglige, hvilket betyder, at selvom tutorerne kender og kan formidle de akademiske kriterier for en hjemmeopgave, har de ikke indsigt i fagspecifikke og institutspecifikke regler. De er heller ikke eksperter inden for de respektive fagområder; det er derimod de studerende, der søger råd.
Dette princip kaldes peer tutoring. Rådgiverne er som regel selv studerende og har samme erfaringsniveau som de studerende, der søger råd. De har haft lignende oplevelser og kender til de udfordringer, der kan opstå, når man skriver opgaver og kommunikerer med undervisere. Men de er også eksperter i akademisk skrivning. Til gengæld er de studerende selv eksperter på deres område. Det skaber en dialog i øjenhøjde, hvor de studerende føler sig hørt og taget alvorligt. Skrivekonsultationer med peer tutorer er derfor meget mere tilgængelige end konsultationer med undervisere – men de erstatter dem selvfølgelig ikke. Emner og spørgsmål skal stadig diskuteres med de ansvarlige undervisere. Det anbefales generelt at holde regelmæssig kontakt med underviserne, når man skriver opgaver.
Info: Skrivecentret på Goethe-Universitetet er nu et af de største i Tyskland: med otte akademiske medarbejdere, 25 peer tutorer og 21 Writing Fellows. Det blev grundlagt i 2009 og er vokset støt lige siden.
Tilbyder dit universitet støtteprogrammer til akademisk skrivning? Hvilke erfaringer har du gjort dig? Fortæl os om det i kommentarfeltet.
© Billede af Scott Graham på Unsplash