Begrebet Zoom-træthed er allerede kendt, selvom det er forholdsvis nyt. Det betegner den træthed, vi føler i en digitaliseret hverdag. Videokonferencerne og deres indflydelse på vores psyke er blevet udforsket i nogle år, men der er næsten ingen praktiske studier, der undersøger den overdrevne brug af videokonferencer, som vi oplever nu på grund af pandemien. Grunden til det må være, at det er et ret nyt fænomen.
Jeremy N. Bailenson, professor og kognitionspsykolog på Stanford University, udgav i begyndelsen af året et teoretisk essay om udløserne af Zoom-træthed. Han nævner fire hovedpunkter.
At se på hinanden på kort afstand (Eye Gaze at a Close Distance)
Bailenson fremhæver, at videokonferencer påtvinger os en adfærd, som vi normalt vil kun har over for personer, som står os nær: langvarig øjenkontakt med en lille face-to-face-afstand. Selvom vi godt ved, at de andre er langt væk, iagttager vores hjerne situationen anderledes. Størrelsen af de viste ansigter er afgørende her. Afhængigt af, hvor tæt vi sidder på skærmen, hvor stor den er, og hvor tæt de andre sidder på deres web-cam, registrerer hjernen de andre som meget tæt på os. Skærme foregøgler os en afstand på kun en halv meter, når vi bruger Speaker view på Zoom. Det er en ret lille afstand til personer, som man ikke har noget tæt forhold til.
Et andet faktum er varigheden af de mange møder, antal møder pr. dag, og at man bliver observeret hele tiden (i store seminarer kan der godt være mere end 50 personer, der ser med). Mens det i et seminar med tilstedeværelse på universitetet kun er den talende person, der observeres, kan alle iagttage alle samtidigt i den digitale samtale. Bevistheden om det kan føre til fysisk pres og stres. For allerede til en lille konference med ni deltagere er omfanget af øjenkontakt nidoblet i forhold til en analog samtale.
Bailenson sammenligner det med et fyldt tog, hvor vi er tvunget til at se alle passagerer i øjnene hele tiden, mens de ser tilbage. Derudover er de alle sammen inden for vores synsfelt. Og denne situation varer ved et helt møde igennem og kan gentage sig flere gange om dagen.
Kognitiv last (Cognitive load)
Videokonferencer kræver mere opmærksomhed for at iagttage og forstå nonverbale kommunikationssignaler. Samtidigt er vi tvunget til tydeligere at kommunikere vores egen opmærksomhed nonverbalt: ”Examples include centering oneself in the camera’s field of view, nodding in an exaggerated way for a few extra seconds to signal agreement, or looking directly into the camera (as opposed to the faces on the screen) to try and make direct eye contact when speaking. This constant monitoring of behavior adds up.“ (Bailenson, 2021)
Der er forskellige aspekter, der vanskeliggør den nonverbale kommunikation: Der er ingen direkte øjenkontakt, for deltagerne kigger på ansigterne på skærmen i stedet for at kigge ind i kameraet. På grund af den buste-lignende opstilling af ansigter mangler der mange informationer såsom højde, benbevægelser og holdning. Desuden kommunikeres der mange nonverbale signaler udenfor møde-konteksten, fx når nogen reagerer på støj i baggrunden, som de andre ikke hører. I disse situationer kan vi ikke forstå de andre deltageres opførsel, og det stresser os.
Heldagsspejl (An All Day Mirror)
„Imagine in the physical workplace, for the entirety of an 8-hr workday, an assistant followed you around with a handheld mirror, and for every single task you did and every conversation you had, they made sure you could see your own face in that mirror. This sounds ridiculous, but in essence this is what happens on Zoom calls.“ (Bailenson, 2021)
Det stresser os at se os selv hele dagen. Der findes studier, der bekræfter det. Men der er dog kun blevet forsket meget lidt i, hvad den langvarige selvrefleksion flere timer om dagen og flere dage om ugen gør ved os.
Begrænset bevægelse (Reduced Mobility)
I videokonferencer er vores synsfelt indskrænket af kameravinkler. Alle deltagere er derfor tvunget til at forblive inden for denne vinkel. Det betyder, at vi er låst fast i et meget lille rum og stirrer ubevægeligt ligeud. I en analog samtale ville vi bevæge os mere, fordi vi ikke forsvinder fra de andres synsfelt: ”During face-to-face meetings people move. They pace, stand up, and stretch, doodle on a notepad, get up to use a chalkboard, even walk over to the water cooler to refill their glass. There are a number of studies showing that locomotion and other movements cause better performance in meetings.“ (Bailenson, 2021)
Desuden er der ikke behov for at skifte lokale imellem videokonferencerne. Rumskift er en fantastisk måde at slappe af på, især i hverdagen på universitetet. Det er ikke kun bevægelsen, der mangler, men også de utvungne og uformelle samtaler med studiekammerater på vej til et andet lokale eller en anden bygning.
Bailensons bemærkninger vedrører jobområdet, hvor der ofte ikke er mulighed for at slukke kameraet. I universitetets hverdag deaktiverer mange studerende deres kameraer i de fleste seminarer og forelæsninger. Det er jo forståeligt på grund af de nævnte aspekter. Det kan dog være irriterende og ensomt for læreren at tale til en skærm fuld af sorte fliser og ikke se nogen reaktioner.
Som en del af vores samtale, der allerede findes i to dele på bloggen, talte vi også om Zoom-møder og udvekslede synspunkter om den indflydelse, som de mange videokonferencer har på vores hverdag. Denne del af vores samtale har vi ikke offentliggjort endnu, så her kommer lidt om vores egne erfaringer med de mange Zoom-møder:
Niklas: Især ved større seminarer er mange kameraer deaktiverede, og så kan man lave andre ting, såsom mad eller dyrke sport imens. I begyndelsen af semestret er jeg motiveret igen til at deltage i de mindre kurser, hvor man snakker meget med hinanden. Jeg ved dog også, at det var anderledes i slutningen af det sidste semester, fordi det var udmattende, når man også mødtes med venner til en spilaften via Zoom. Alt kører via Zoom, og man sidder og ser på skærmen hele tiden. Det er anstrengende for øjnene. Det hjælper dog at bruge computerens nat mode.
Sandra J.: Jeg lægger mærke til ved mig selv, at jeg nogle gange har svært ved at kigge ind i kameraet hele tiden. Det bliver endnu mere anstrengende og trættende, jo senere på dagen det er. Så er jeg nødt til at motivere mig selv meget, og jeg prøver at lokke mig med snacks.
Hanna: Der var dage i slutningen af sidste semester, hvor jeg reagerede fysisk på Zoom-møder og fik ondt i maven på forhånd. Og hvad der også giver mig problemer er, at jeg ikke kan deltage 100% i seminarer på grund af min ustabile internetforbindelse, og så får jeg ikke rigtig noget ud af at sidde halvanden time foran computeren. Nogle gange var det så slemt, at jeg mistede forbindelsen i ti minutter, og så forsømmer man jo meget. Jeg tør ikke bidrage med noget til seminaret af frygt for, at forbindelsen pludselig ryger efter blot et par ord. og
Her nævnes nogle af de ting, som Bailenson allerede har henvist til, men der er også nogle nye aspekter:
- Der afholdes også mange fritidsaktiviteter via videokonference på grund af pandemien. Det betyder, at selv fritiden ikke længere giver kompensation til skærmen, fordi de fleste aktiviteter nu også er digitaliserede.
- At kigge på skærmen er skadeligt for vores øjne. Den enorme stråling af blåt lys kan føre til hovedpine og søvnproblemer og dermed have langsigtede fysiske og psykologiske konsekvenser.
- Ikke alle har en stabil internetforbindelse (eller det tekniske udstyr). Det betyder, at ikke alle kan deltage i mødet på lige fod. Det pludselige svigt af video eller lyd på grund af en dårlig forbindelse er en yderlige stressfaktor, især i kurser som er eksamensforberedende. Et digitalt studium kan derfor medføre ulemper og skabe uligheder.
Hvad er jeres erfaringer med Zoom-træthed? Har I gode tips til, hvordan man kan omgås med sådanne vanskeligheder? Så skriv det i kommentarfeltet!
Kilde: Jeremy N. Bailenson: Nonverbal Overload: A Theoretical Argument for the Causes of Zoom Fatigue. Technology, Mind, and Behavior. Vol. 2 Iss. 1. Februar 2021. Åbnet via https://tmb.apaopen.org/pub/nonverbal-overload/release/1?utm_campaign=Seven%20Point%20Sunday&utm_medium=email&utm_source=Revue%20newsletter (sidst besøgt: 09.06.2021).
Ikke kun en aktuel, men også et meget vigtigt emne blev behandlet her. Efter tre semestre i virtuelle lektioner kan jeg også lave mange lignende observationer af mig selv. I de næste par år vil vi kun mærke disse underskud og forskelle i forhold til analog undervisning endnu mere, og jeg er glad for, at dette også undersøges nærmere. Mit bedste tip er at holde skærmen i fuldskærmstilstand: det er mindre fristende at være opmærksom på andet end mødet. Tak for denne artikel – jeg synes, det er et vigtigt emne at dække, og fra min synsvinkel er nøglepunkterne blevet behandlet godt.
Hej Hanna, det var rigtig interessant at læse din blogartikel! Jeg har også haft online undervisning i næsten tre semestre nu og har spurgt mig selv om mange gange, hvorfor jeg har mindre motivation til undervisningen, selvom jeg er meget interesseret i mit studiefag og godt kan lide mine studiekammerater og docenterne. Jeg tror fænomenet ”zoom-træthed” og Bailensons essay forklarer situationen meget godt. For mig kræver den ”kognitive last” og den ”begrænsede bevægelse” også meget energi, så jeg ser frem til færre zoom-meetings. Indtil da er mit tip at gå en tur udenfor og tale med sine venner i telefonen (uden kamera) når man har brug for en pause fra zoom, men gerne vil snakke med nogen.