Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp.”
„Barndom“ af Tove Ditlevsen (1917-1976) beskriver de første 14 år i forfatterens liv. Hun vokser op i et arbejderkvarter i København og føler sig ofte malplaceret, fordi hun drømmer om at blive forfatter, hvad der ikke er forståelse for i dette miljø. Fortællerens humoristiske og empatiske perspektiv løsner romanens faktisk vanskelige emne og gør den således til en enestående og slet ikke deprimerende læseoplevelse.
Tove Ditlevsens begyndte først at blive berømt i Tyskland, da hendes tre selvbiografiske romaner, kaldet Københavnstrilogien, udkom i begyndelsen af 2021. I modsætning til Danmark er hendes værker ellers næsten ukendte i Tyskland.
Jeg kan normalt ikke lide at læse erindringer eller selvbiografier, fordi de ofte virker for intime på mig. Men det rører mig igen og igen, hvordan Tove Ditlevsen bruger sit forhold til poesi og skrivning som en slags redningsplanke i alle de grusomme situationer, hun oplever i sin barndom. I begyndelsen af romanen, som danner optakt til en tredelt selvbiografi, erfarer læseren, at den lille piges verden ville have været grå og ensom, hvis hendes far ikke havde givet hende en bog med Grimms eventyr. Livet derhjemme er ikke let for Tove. Hendes forældre holder hinanden nede, idet de lukker af for frihed, livslyst og de drømme, som de ikke vil lade den anden have. Hendes politisk aktive far støtter socialdemokraterne, og moderen lider ofte af vredesudbrud, som Tove er vidne til, hvorfor forholdet til hende er ret kompliceret. Det specielle ved romanen er den måde, den er skrevet på. Den er enkel og let at læse.
Man oplever den samme barndom, men aldrig på samme måde”
Selvom mange vanskelige situationer bliver portrætteret i Toves barndom, går håbet ikke helt tabt i romanen: Tove drømmer om at skrive, føler sig tæt på det, men skal først igennem skolen og lærer i denne proces venskab og kærlighed at kende. Historien varmede min sjæl, samtidig med at den rystede mig. De digte, som Tove hemmeligt skriver i sit poesialbum og skjuler for sin familie, er som en slags terapi, der hjælper hende med at slippe af med alt, der tynger hende. Hun anklager ikke nogen, hun dømmer ikke, men fortæller om de ubehagelige omstændigheder i sin barndom med humoristisk sans; hun forsøger altid at få det bedste ud af situationen.
Om morgenen var håbet der. Det sad spm et flygtigt lysskær i min mors sorte, glatte hår, som jeg aldrig vovede at røre ved, og det lå mig på tungen sammen med sukkeret på den lunkne havregrød, jeg langsomt spiste, mens jeg betragtede min mors smalle foldede hænder, der lå helt stille på avisen hen over beretninger om den spanske syge og Versaillestraktaten.”
På trods af mine forbehold over for selvbiografier må jeg indrømme, at jeg både kunne lide og ikke lide denne roman. Måske er det på grund af min følsomme natur og det faktum, at jeg ikke bryder mig om at læse fiktion om misbrug og det svære i livet, men i en biografi, der afspejler nogens virkelige liv, dér berører det mig endnu mere. Jeg er en emotionel læser og tager bøger ind i hele mit væsen, så nogle steder var det meget vanskeligt ikke bare at stoppe, fordi det blev meget personligt for mig.
Det er den form for had-kærligheds-forhold, der fængsler én på trods af mange omstændigheder, og sådan har jeg det med romanen.
Det er simpelthen en grumme god bog.
Beitragsbild: (c) www.wdr.de