Gendern

Liebe Leser, liebe Lesenden, liebe LeserInnen, liebe Leser_innen, liebe Leserinnen und liebe Leser, liebe Leser*innen, liebe Leser:innen

Det er alle sammen måder at sige ”kære læsere” på tysk og dermed adressere alle køn.

Kære læsere

Jeg vil gerne undskylde, hvis nogen, det er være sig mandlig, kvindelig eller non-binær føler sig udelukket, diskrimineret eller ikke taget alvorligt i mit blogindlæg. Eller skal jeg nu sætte ordene ”mandlig, kvindelig eller non-binær” i en anden rækkefølge? Hvis ja, i hvilken?

For at være fair over alle, føler jeg mig usikker på, hvordan jeg skal udtrykke mig ordentligt. På trods af de mange muligheder bliver jeg næsten målløs! Er jeg ufølsom, ikke empatisk nok, eller ser jeg bare ikke problemet? Jeg kan se det underliggende problem eller i det mindste nogle aspekter af det. Skyldes min modvilje mod de kønnede udtryk bare, at jeg ikke er vant til det? Måske kommer jeg snart til at bruge dem automatisk uden overhovedet at tænke over, hvorfor jeg gør det. I øjeblikket gør jeg det, fordi det er sådan, man gør nu. For jeg vil ikke gøre oprør mod noget, der har et vigtigt mål, som er at appellere lige meget til alle og ikke udelukke nogen på grund af deres køn. At bruge de kønnede udtryk eller ikke at bruge dem betyder også at tage stilling. Sproget bliver politisk men også følelsesladet. Men jeg ærgrer mig over, at kønsidentitet nu skal nævnes over overalt. Kønnet bliver derved også fremhævet i sammenhænge, hvor det faktisk ikke spiller nogen rolle, og forskelle betones ligefrem unødigt derigennem.

Ligestilling er vigtig for mig.

For det meste gør det ingen forskel for mig, om jeg skriver til eller henvender mig til nogen, der føler sig mandlig, kvindelig eller nonbinær. Et argument for kønnede udtryk er, at det generiske maskuline alt for ofte bliver forvekslet med det biologiske køn.

Men bliver det virkelig sådan forstået, at når jeg taler om politikere, læger eller lærere, så udelukker jeg dermed alle kvindelige politikere, kvindelige læger eller kvindelige lærere? Eller hersker den opfattelse hovedsageligt der, hvor der faktisk er ulighed i kønsfordelingen? Der er mange undersøgelser af, hvilken betegnelse der tildeles hvilket køn, eller hvem der føler sig tiltalt i jobannoncer. Kønnenes rolleforståelser er således repræsenteret sprogligt. Hvis jeg kan give et lille bidrag til, at flere kvinder eller nonbinære personer i fremtiden vil vælge et af disse erhverv, ved at tale om ”Physiker:innen” i stedet for ”Physiker”, ”Mechatroniker:innen” i stedet for ”Mechatroniker”, ”Schornsteinfeger:innen” i stedet for ”Schornsteinfeger” eller ”Elektroniker:innen” i stedt for ”Elektroniker”, så vil jeg helt sikker gøre det.

Men det er også vigtigt for mig, at betalingen for de samme kvalifikationer ikke afhænger af, om nogen er f.eks. ”Rechtsanwaltsgehilfe”, ”Rechtsanwaltsgehilfin” eller ”Rechtsanwaltsgehilfe/-in” eller ”Rechtsanwaltsgehilf:in”. Det er forskellige udtryk på tysk for en advokatfuldmægtig.

Så snart man begynder at undersøge nærmere, hvilken af betegnelserne der er den mest tålelige og accepterede kollektive betegnelse, kunne man også spørge, hvorfor kvinderne og de nonbinære personer nævnes efter manden, nemlig først efter en kort pause ved et ”glottal stop”. Man kunne spørge, om nonbinære personer gerne vil nævnes som en stjerne, et kolon eller en understregning mellem den maskuline og den feminine form. Andre muligheder end at bruge kønstegn ville være enten at vælge en kønsneutral betegnelse eller også at nævne kvindeformen. Men man kunne også spørge, om dette sociale kønsproblem kan ændres ved at ændre sproget, eller om sprogforståelsen vil ændre sig, hvis de sociale kønsproblemer ikke længere eksisterer. Det er også interessant, hvorfor denne følelsesladede debat er så aktuel lige præcis nu. Om vi i øjeblikket er særligt følsomme eller allerede overfølsomme. Køns-spørgsmålet går derfor også hånd i hånd med hensynet til sensibilitet og sensitivitet. Med henblik på den nuværende situation, som er fyldt med frygt og bekymringer på mange områder, med henblik på #MeToo eller omskrivning af litteratur og omdøbning af desserter og apoteker, bliver selv jeg indimellem irriteret. Spørgsmålene om ”hvad jeg har lov til at sige nu, hvad jeg må læste eller stadig kan læse, hvordan jeg helst skal henvende mig til mine medmennesker” hindrer ofte endda en objektiv diskussion. Sproget er i konstant forandring, og det bliver spændende at se, hvad der vil bestå.

Efter jeg skrev min første version af teksten, skete der følgende:

Min usikkerhed om, hvorvidt jeg havde forstået for målet med kønnede udtryk rigtigt, blev endnu større, og jeg spekulerer på, hvilke ord der skal ændres, så alle er enige. Det er blevet påpeget over for mig, at det er problematisk at bruge betegnelsen ”nonbinær”, fordi jeg antyder, at det betegner en homogen gruppe.

Jeg mærker, at det stadig ikke er klart for mig, hvordan alle virkelig kan tiltales, eller hvordan de vil tiltales. Altså alle transkvinder, transmænd, alle mennesker, der ikke klart kan identificere sig selv, alle, der føler, at deres køn forhindrer dem i frit at udvikle deres personlighed, alle interpersonelle mennesker, som ikke kunne finde sig selv i tidligere beskrivelser. Eller kort sagt alle Enby, FLINTA*, LGBTQIA+ og alle dem, der ikke er blevet nævnt endnu.

Men for at være ærlig, virker det stadig meget nemmere at bruge grammatisk køn uden at forbinde det med socialt og biologisk køn. Hvis jeg siger, at jeg hører en stemme, så er der ingen, der tror, at jeg kun kan mene en kvindestemme, fordi det hedder „die Stimme“. Vi er vant til at høre forskellige stemmer fra forskellige mennesker som en selvfølge, og det burde også være en selvfølge på alle andre områder.