Jeg har altid lagt stor vægt på et korrekt sprogbrug. Det var vigtigt for mig at have en korrekt ortografi og grammatik, og jeg så ned på ”sproglige fejl” i lang tid. Det var én af grundene til, at jeg deltog i sprogvidenskabelige kurser på mit studium igen og igen. Men det var lige præcis disse kurser, der gav mig et helt nyt syn på sproget.
Sprog er et tegnsystem. Vi chifrerer budskaber i sproglige tegn (lyd- eller skrifttegn), og disse budskaber skal så dechifreres af andre. Der er brug for en konsensus, for at det fungerer. Et sprogsamfund bliver til, når der er enighed om et ensartet tegnsystem. Denne konvention bliver ikke kontrolleret, reguleret eller formet af en instans. Den udvikler sig videre gennem den daglige sprogbrug og bliver på den måde formet af sprogsamfundet selv. Sædvanligvis sker det ubevidst og kun gradvis.
Debatten om at gøre det tyske sprog mere modtagelig for kønsopdeling er meget interessant på denne baggrund. Der er næppe nogen anden aktuel debat, der polariserer så meget som denne. Et argument, der bruges hyppigt imod de nye former i det tyske sprog, er, at de ”skæmmer” sproget. Sproget bliver således formet aktivt, og det går imod den ”naturlige” udvikling af det. Desuden frygter andre en politisering af sproget.
Men sproget er i sig selv politisk. Vores kommunikation er i høj grad baseret på verbalsprog, hvilket betyder, at vi også formulerer vores politiske synspunkter og krav gennem dette tegnsystem. Og hvis vi kun ser tilbage på det sidste århundrede, må vi indse, at det ikke er første gang, vi taler om en bevidst indgriben i vores sprogbrug. Lad os bare tage nogle af de udtryk, der er forbundet med naziregimet. Udtrykket „völkisch” er så politisk ladet, at det ikke kan bruges uden reference til fascisme. Derfor bruges det ikke længere, undtagen af dem, der ønsker at skabe netop denne politiske konnotation. I samfundsfag i skolen fik vi udtrykkeligt at vide, at vi skulle undgå udtrykket „Volk” (folk), når det var muligt, og i stedet tale om „Bevölkerung” (befolkning).
Det er forståeligt, at mange finder det svært at håndtere denne nye form for sprog. Få ting er så automatiserede som brugen af vores modersmål. Pludselig ikke at kunne/ville/måtte bruge et bestemt ordforråd, fordi det er racistisk eller ableistisk ladet, eller at ville/måtte bruge nye former for at gøre sproget mere inkluderende og mangfoldigt føles i første omgang, som om vi pludselig skal skrive med den anden hånd: forkert og uvant. Og det, der kommer ud, virker på en eller anden måde klodset.
Men det er netop på tysk, at vi har brug for et mere mangfoldigt sprog. For tysk er allerede kønnet fra starten. Vi har tre grammatiske køn, herunder maskulinum og femininum. Da stillingsbetegnelser grundlæggende er maskuline – med undtagelse af “klassiske” kvindeligt konnoterede erhverv som ”Erzieherin” (guvernante), ”Krankenschwester” (sygeplejerske) eller ”Sekretärin” (sekretær) – er (cis-)mænd stærkere repræsenteret i vores sprog. Og mennesker fra enby-spektret, dvs. alle dem, der klassificerer sig selv uden for den binære kønsforståelse (dette inkluderer også transidentiteter), afspejles slet ikke på tysk.
På andre sprog ser det anderledes ud. På dansk er der for eksempel kun forskel på neutrum og utrum. Bortset fra nogle få eksplicit feminine former, der stadig findes – f.eks. veninde som feminin form af ven – skelner dansk ikke mellem maskulinum og femininum. De feminine former blev bevidst afskaffet i 1960’erne for at undgå kønsbaseret diskrimination. Logisk set er der ingen efterspørgsel efter modkønnet sprog i dette sprogfællesskab.
På engelsk er det endnu tydeligere. Da der ikke er noget grammatisk køn, er erhvervsbetegnelser universelt gyldige. Det er kun i forbindelse med slægtskabsbetegnelser (mother/father, sister/brother osv.), at der er et køn. Når vi taler om gendering på engelsk, handler det primært om at åbne disse termer for mennesker, der befinder sig et sted mellem mand og kvinde på skalaen, som slet ikke passer ind på denne skala, eller som ikke passer ind der, hvor samfundet klassificerer dem. For eksempel bruges udtryk som pregnant person i stedet for mother for at inkludere gravide trans*mænd. På engelsk er man også blevet enige om et kønsneutralt pronomen (they), som folk fra enby-spektret kan bruge om sig selv. Så på dansk og engelsk giver den eksisterende sprogkonvention en relativt enkel løsning, der går hånd i hånd med sprogets morfologi og syntaks.
Spansk er, ligesom tysk, et meget stærkt kønnet sprog. Der er et maskulint og feminint køn, som i de fleste tilfælde vises ved endelsen af et substantiv. Navneord, der ender på -o, er som regel maskuline, og navneord, der ender på -a, er som regel feminine.
På spansk er erhvervs- og slægtskabsbetegnelser også traditionelt kønnede: hermano (bror) og hermana (søster). Adjektiver bøjes også efter dette skema. De fleste af dem får endelsen -a eller -o i henhold til deres referenceord, med undtagelse af adjektiver, der ender på -e, såsom det hyppigt anvendte inteligente (intelligent). Denne endelse er ikke tilpasset referenceordet og er derfor automatisk kønsneutral. Dette fænomen er blevet anvendt til kønsfølsomt sprog. Gendering på spansk betyder således, at man erstatter en traditionel endelse på -a eller -o med et -e. Så i stedet for hermano eller hermana bruger man ordet hermane, som betyder en person, der har de samme forældre som en anden person. Denne løsning, som selvfølgelig ikke desto mindre er socialt kontroversiel, afhængigt af hvilket politisk spektrum man lytter til, svarer til sprogets eksisterende morfologiske og syntaktiske konventioner.
Desværre findes der ikke en så elegant løsning på tysk (endnu). Det er også tvivlsomt, om en sådan løsning rent faktisk ville blive accepteret af flere mennesker. Uanset hvad er det et faktum, at vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved og ændre vores automatiserede sprogbrug. Så i sidste ende handler det om personlig indstilling: Er jeg villig til at ændre min sprogbrug for at inkludere andre og tage hensyn til andre, selv om det – i hvert fald i starten – er svært og ubehageligt for mig?
Lingvistikken har vist mig, at de gældende regler og normer for et sprog i nogle henseender er vilkårlige. Hvorfor kalder vi et træ for et “træ”? Fordi vi blev enige om det på et tidspunkt. Og selv om disse “aftaler” ikke opstod bevidst, betyder det ikke, at vi ikke aktivt kan blive enige om en ny konvention.
Selvfølgelig løser gendering ikke det egentlige problem: Folk vil fortsat blive diskrimineret på grund af deres kønsidentitet, fordi de ikke passer ind i det heteronormative, binære kønsbillede, der stadig er fremherskende. Og det kønssensitive sprog, som det praktiseres på tysk i øjeblikket, er heller ikke optimalt. De særlige tegn og nye former er bl.a. svære at læse for skærmlæsere og dermed ikke barrierefri.
Men gendering skaber synlighed. Synlighed for alle dem, der ikke er repræsenteret i den nuværende sprogkonvention: Det er hovedsageligt mennesker fra enby-spektret. Og fordi sproget er så tæt forbundet med vores tænkning og dermed også med vores verdensbillede, er det så meget desto vigtigere at repræsentere minoriteter i vores sprogbrug, uanset hvordan denne nye form for sprog kommer til at se ud.
Du kan finde en anden holdning til gendering i denne artikel.