NB: Dette indlæg handler om kvindedrab, vold mod kvinder, seksuelt vold og voldtægt
We need to talk about femicide.
Jeg var 15 år, da jeg hørte, at der findes en international dag for ophør af vold mod kvinder. Det var tirsdag, den 25. november 2014, da min skole i en lille spansk forstad deltog i en lokal demonstration. Mange af mine klassekammerater havde deltaget i planlægningen, holdt taler og læste op af tekster, som de selv havde skrevet. Vi fik et lille lilla bånd, som vi hæftede på os selv. Jeg undrede mig dengang over, hvorfor denne “internationale” dag ikke fandtes i Tyskland; hvorfor jeg aldrig havde bemærket, at den blev afholdt på en eller anden måde; hvorfor jeg ikke har bemærket den indtil i dag. Hvorfor fejres denne dag mere officielt i Spanien, selv i små forstæder med mindre end 10.000 indbyggere, end i nogen stor tysk by? Er vold mod kvinder mere udbredt i Spanien end i Tyskland?
Næppe. I hvert fald ikke når man sammenligner den officielle dataindsamling om kvindedrab (eng. femicide), dvs. drab på piger og kvinder på grund af deres køn, i de to lande.
For at skelne kvindedrab fra andre mord på kvinder er det vigtigt at forstå systemet bag dem. Gerningsmandsprofilen er særlig vigtig: Som regel er det partneren eller den tidligere partner. Årsagen til handlingen er, at de tror, at de ejer kvinden, og at de frygter at miste eller have mistet magten over hende. For ud for et kvindemord har der også fundet langvarig fysisk og psykisk mishandling sted.
I Spanien blev i alt 357 kvinder myrdet af denne grund mellem 2015 og 2021.* I Tyskland var der 928 tilfælde i samme periode.** Antallet af ikke-rapporterede tilfælde skønnes at være betydeligt højere. Selv hvis kvindedrabene sættes i forhold til befolkningens størrelse, er forskellen ikke så stor – Spanien er da stadig lidt bedre stillet end Tyskland. Og derfor er mit spørgsmål stadig: Hvorfor er den internationale dag for ophør af vold mod kvinder så ukendt i Tyskland?
Der tales for lidt om kvindedrab. I tysk journalistik bliver de ofte bagatelliseret som “familiedramaer”. Generelt anvendes udtrykket “kvindedrab” kun meget sjældent. F.eks. er overskriften i hessenschau den 31.10.2022: “Kvinde dræbt med 41 knivstik – mand mistænkt for mord“***. Men det er vigtigt at betegne et kvindedrab som sådan, fordi kvindedrab er konsekvensen af et dybtliggende socialt problem. De udspringer af patriarkalske strukturer. Det handler ikke bare om et skænderi, der ender med manddrab, det handler om besidderiskhed og mandlig magt.
Niels Franks nye roman handler også om et kvindedrab. Fanden tage dig udkom sidste efterår og fortæller om tiden før og efter drabet på forfatterens søster i marts 2021: Den 62-årige Elin Frank forlader sin mand gennem 30 år, som har misbrugt hende psykisk og fysisk. Hun er på flugt i næsten tre måneder, gemmer sig hos venner og familie og flytter til sidst ind på et krisecenter. Den dag, bodelingen skal foregå, skyder hendes mand hende.
I Danmark bliver i gennemsnit 12 kvinder dræbt af deres partnere eller eks-partnere hvert år.**** Det lyder måske ikke af meget i første omgang, men i forhold til en befolkning på kun knap 6 millioner er denne statistik endnu mere dramatisk end i Tyskland eller Spanien. Litteraturens betydning for behandlingen af sådanne problemer illustreres af Niels Franks roman, som gav næring til debatten om kvindedrab i Danmark og bl.a. er blevet kaldt “årets vigtigste bog“.*****
På denne baggrund er det særligt problematisk, hvor udbredt romantiseringen af vold mod kvinder er i mediernes fremstilling af dette fænomen. Her er et par eksempler:
Stephanie Meyer: Twilight-sagaen (2005-2008): Det romantiske forhold mellem en vampyr og et menneske er problematisk alene på grund af det rent fysiske styrkeforholdet. Men det er netop det, der romantiseres: Edward kunne dræbe Bella når som helst – det ville være i overensstemmelse med hans natur som jæger – men han gør det ikke, fordi han elsker hende. Det betyder ikke noget for hende, at hun konstant er i livsfare i hans nærvær. Romantiseringen af kærlighedsforholdet mellem et kvindeligt menneske og et mandligt fantasivæsen (vampyr, varulv osv.), som det er blevet almindeligt i popkulturens fantasygenre, er efter min mening en trivialisering af den stærke eller stærkere mand – en tilbagevenden til forældede kønsopfattelser. Og selv bortset fra fantasy-komponenten er Twilight yderst problematisk: Edward forfølger Bella – han sniger sig ind i hendes soveværelse og betragter hende i søvne – han træffer alle beslutninger hen over hovedet på hende og forbyder hende at mødes med Jacob på grund af jalousi. (Hvordan kunne jeg nogensinde synes, at det var romantisk?)
Filmen The Kissing Booth (2018): Den mandlige hovedperson Noah forbyder sine klassekammerater at date den kvindelige hovedperson Elle – fordi han i hemmelighed er forelsket i hende – og bliver voldelig, når nogen alligevel forsøger. Meget tidligt i handlingen rækker en klassekammerat ind under Elle’s nederdel – hvilket ikke forhindrer hende i at gå på date med ham senere – og Noah fortæller hende, at hun ikke skal blive overrasket over det, hvis hun har en så kort nederdel på!
Romanen November 9 (udkommet i 2015; på dansk: 9. november, 2017) af Colleen Hoover: Den mandlige hovedperson Ben seksualiserer og objektiverer hele tiden den kvindelige hovedperson Fallon. Han kontrollerer, hvad hun skal have på, han mishandler hende jævnligt verbalt og truer hende med fysisk vold. Den første udgave af denne roman indeholder endda en voldtægt, men den tilsvarende scene er blevet omskrevet i nyere udgaver.
Især i New Adult- og Young Adult-genren bliver giftige forhold og vold mod kvinder gentagne gange bagatelliseret og romantiseret. Partnerens misbrug begrundes med et tidligere traume (især i Colleen Hoovers romaner). Narrativet „I can fix him” er meget udbredt og mindst lige så problematisk. For nej, du kan ikke “reparere ham”. Traumer er virkelige – de skal tages alvorligt og behandles (af uddannede fagfolk), men de retfærdiggør ikke vold.
Det er naturligvis omfattet af den kunstneriske frihed at fortælle disse historier. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at vi har brug for sådanne historier, fordi de kan stimulere diskussionen om misbrug, kønsbaseret vold og kvindedrab. Men et problem, som jeg ser, er markedsføringen af sådanne historier til unge mennesker, som endnu ikke er i stand til at sætte spørgsmålstegn ved og frem for alt problematisere denne type forhold (se også vores indlæg „Hvorfor romaner har brug for aldersmærkning“). I et samfund, hvor der i forvejen tales alt for lidt om kvindedrab og vold mod kvinder, hvor det er hverdagskost at give ofrene skylden, og hvor det ifølge statistikker i Tyskland sker hver tredje dag, at en kvinde bliver dræbt af sin partner eller eks-partner, er det fatalt at sælge denne form for forhold som “romantisk”.
Og derfor er mit spørgsmål: Hvorfor er den internationale dag for ophør af vold mod kvinder ikke (endnu) mere kendt i Tyskland?
* Disse tal henviser til det spanske ministerium for ligestilling (Ministerio de Igualdad) i en offentliggørelse af 31.12.2021: https://violenciagenero.igualdad.gob.es/violenciaEnCifras/victimasMortales/fichaMujeres/pdf/VMortales_2021.pdf (åbnet på 03.02.23).
** https://www.ndr.de/kultur/Femizide-in-Deutschland-Fallzahlen-gehen-2021-leicht-zurueck,femizid100.html (åbnet på 03.02.23).
*** https://www.hessenschau.de/panorama/stadtallendorf-frau-mit-41-messerstichen-getoetet—ehemann-unter-mordverdacht-v1,stadtallendorf-ehefrau-getoetet-ehemann-haftbefehl-100.html (åbnet på 03.02.23).
**** https://dkr.dk/nyheder/2022/feb/debatindlaeg-kvindedrab (åbnet på 14.02.23).
***** https://litteratursiden.dk/index.php/anmeldelser/fanden-tage-dig-0 (åbnet på 14.02.23).